onsdag den 6. september 2017

Brecklings Bogcafé: Det Sorte USA

Forleden dag var jeg blevet inviteret med til Brecklings Bogcafé, hvor Jørn Brøndahl fortalte om sin bog 'Det Sorte USA' og Sune Pilgaard var med som oplæser. 

Stort tak til Allan Breckling for billetten.


Det var en virkelig interessant eftermiddag, hvor Jørn Brøndal skiftevis fortalte om sin bog og det sorte USAs historie og Sune Pilgaard læste passager fra bogen op, der passede til dét, Brøndal fortalte om. 
Det er et emne, som jeg både finder afsindigt spændende rent historiemæssigt, men også synes er ekstremt skræmmende at tænke på, som noget der rent faktisk er sket.

Jørn fortalte blandt andet om Rosa Parks, en kvinde der i 1955 nægtede at opgive sit bussæde til en hvid passager og derfor blev anholdt. Parks' anholdelse udløste en boykot af bussystemet, der varede over et år og Rosa Parks blev et ikon for borgerrettigheder - også for de sorte.
Han fortalte også om Martin Luther King og hans drøm, der for alvor fik set dagens lys under boykotten der fulgte Parks' anholdelse. Om hvordan han kæmpede for den drøm på trods af massiv modstand fra regeringen og ekstremister og, hvordan Kings drøm også indebar andre kvinder end hans kone - selv helte er kun mennesker, ikke? .
Derudover fortalte han også om Jim Crow-lovene, om mordene af de 3 unge aktivister, der var inspiration til filmen 'Mississipi Burning' (som jeg aldrig har set, men helt klart må se en dag) og om de uendelige raceproblemer der har været og stadig er.


Til slut var der plads til en spørgerunde, hvor debatten blandt andet (og naturligvis, har jeg lyst til at sige) også faldt på Donald Trump som præsident, om nogle af hans mere uheldige udmeldinger og hvad både de og hans store post, spiller af rolle i forhold til afroamrikanernes lange kamp for ligestilling. 

Jørn Brøndal er en dygtig fortæller, der tydeligvis brænder for emnet, hvilket gjorde oplægget (og debatten) virkelig spændende, at følge med i og Sune Pilgaard er en virkelig god oplæser med en meget behagelig stemme. Sammen udgjorde de et virkelig godt team, der holdt hele forsamlingen underholdt hele eftermiddagen til et virkelig godt og lærerigt arrangement sat sammen af den imponerende arrangør Allan Breckling.


Næste Brecklings Bogcafé er d. 8. oktober og der står Anne Mette Hancock og Jakob Melander på programmet med temaet: Med mord på hjernen. Ses vi? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar