tirsdag den 14. februar 2017

Anbefaling #1: Valentinsdate


Dagen i dag handler om kærlighed og derfor skal det selvfølgelig også handle lidt om det på bloggen.
I dag er det nemlig den store, lyserøde og fine valentinsdag og jeg anbefaler derfor nogle bøger, som jeg mener ville være perfekt til en valentinsdate. 

 'Måske en dag' af Colleen Hoover* er den lidt sukkersøde og nuttede kærlighedshistorie, der med sit eget fine og catchy soundtrack, gør læseren i et virkelig godt humør. Min anmeldelse kan læses her.

 'Jane Eyre' af Charlotte Brontë handler om så meget mere end kærlighed, men alligevel følger der en smuk romantik med i historien. Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig i handlingen, i personerne, i tidsalderen og i udviklingen. Jeg forelskede mig i denne bog og hvis du er til det klassiske, så er der også en god chance for, at du vil forelske dig. Læs min anmeldelse her.

 'Safe Haven' af Nicholas Sparks er som alle Sparks' bøger er - hjerteskærende smukke og fantastiske. 'Safe Haven' er en af mine absolutte favoritter og med dens nervepirrende kant, giver den læseren en spændende og skarp kærlighedshistorie, der handler om at lade kærligheden redde en, en gang i mellem.

 'Aftalt spil' af Elle Kennedy* er den lidt hede NA-bog (new adult), der både er sød, fjollet og herre fræk - på den lidt ungdommelige måde. Den er en klar vinder og hvis man ønsker en kærlighedshistorie med lidt charme, så er den et sikkert valg. Min anmeldelse kan læses her.

 'The First Last Kiss' af Ali Harris er den mere sørgelige, men smukke valentinsdate. Den vil give dig tårer i øjnene og kuldegysninger, men den vil også varme dit hjerte og samle dig igen i slutningen. Min anmeldelse kan læses her.

 'Det er ikke mig, det er dig' af Mhairi McFarlane* er til kvinden, der elsker en god portion woman-power til morgenmad. Det er en styrkende roman, der mest af alt handler om at finde kærligheden til sig selv og den efterlader en skøn yes-følelse til slut. Ingen valentinsdate uden lidt sommerfugle i maven og det har denne bog også. Min anmeldelse kan læses her.

 'Mig før dig' af Jojo Moyes er endnu en af de hjerteknusende romantiske bøger, der selvfølgelig handler om så meget mere. Den handler om at gribe chancer, om at leve i nuet og om at overleve ens prøvelser. Den er fantastisk og hvis du har kleenex klar, så er det slet ikke muligt at gå forkert med denne. Min anmeldelse kan læses her.

 'Calendar Girl' af Audrey Carlan* er sød, sjov og fræk. Den er delt op i flere historier, så den er også letlæselig og læseren binder sig ikke til en voldsom lang historie, når en ny måned starter. Den er virkelig god underholdning og Mias liv er bare lidt for interessant, til at jeg kan holde mine nysgerrige hænder væk fra bogen.

 'Bridget Jones' dagbog' af Helen Fielding er et oplagt valg. Hvem er mere perfekt til en valentinsdate end vores alles kære Bridget? Hun er klodset, hun er fjollet og hun er fantastisk. Hun er vores allesammens kære veninde og med hende følger en absolut skøn valentinsdag! 

*Tak til Flamingo, HarperCollins og Lovebooks for anmeldereksemplarer.


Er der nogle bøger, som du mener er perfekt til kærlighedens dag og hvordan skal du selv tilbringe din valentinsdag? 

2 kommentarer:

  1. Vildt fine valentinsanbefalinger! <3 Jeg bliver NØDT til at læse "Det er ikke mig, det er dig". Hører kun gode ting om den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa, Mai! Den er simpelthen SÅ god - Mhairi er en virkelig sej og fin forfatter! <3

      Slet