lørdag den 30. januar 2016

'Once Upon a Time: Red's Untold Tale' - Wendy Toliver

"Someday, 
I'm going too leave this stupid village, 
I'll be adventurous, like my mother was."



Titel: Once Upon a Time: Red's Untold Tale. Forfatter: Wendy Toliver. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 416. Forlag: Kingswell Teen.

It’s Wolfstime, the foreboding period around each full moon when villagers must protect their homes and families against the giant, ferocious wolves that roam the forest. On the day Red turned thirteen, Granny gave her a special red cloak upon which a spell had been cast to protect Red from wolves.

Red is now sixteen and is desperately trying to fit in among her peers, save Granny’s failing bakery business, and, of course, protect herself from wolves. Her crush on Peter and her determination not to let the mean girls sabotage her blossoming romance cause Red to make some questionable choices.

Will these choices let the wolves in? Will Red pick the right battle? Will her skills be strong enough to keep her alive?



Som stor fan af serien 'Once Upon a Time', var det nærmest et absolut must at læse denne bog, der skulle forestille sig at være en slags baghistorie om karakteren 'Ruby' og derfor jo også en slags genfortælling af 'Rødhætte'. 
Jeg ventede spændt på bogen og var absolut forelsket da jeg så dens smukke ydre med de fine detaljer og flotte sorte sider. 
Historien var dog desværre ingen succes i mine øjne og selvom bogen var let og hurtigt læst, er det en jeg nu knap husker og som intet indtryk har gjort på mig overhovedet.

Det starter egentligt godt ud - vi bliver præsenteret for omgivelserne, for Red og Granny og nogle af de nærmeste personer. Red virker meget autentisk med karakteren fra serien - lettere flabet, spøjs og rigtig teenage-agtig. Der er da bestemt også et par hyggelige scener, hvor jeg kunne mærke det trække på smilebåndet om det så var over en sjov kommentar, en sød situation eller en kærlig bemærkning.
Hele ideen med Wolfstime (ulvetid), hvor underlige lyde kan høres, skræmmende ting bliver fundet og uforklarlige ting sker, virker også meget interessant - udførelsen er bare skuffende...



"Like earlier that morning, the air grew colder, lending it a certain bite. 
My heart hammered - and not merely with exertion - when the paw prints led me to the hill behind the blacksmith's shop..."

Selve historien er utroligt langtrukken og det er som om, at vi hele tiden venter på noget, der faktisk aldrig sker. Det er for mig tydeligt at Toliver, i forsøget på at gøre historien nervepirrende og interessant, mistede tråden undervejs og i stedet skabte en langsommelig og kedelig fortælling. 


De sidste 20 sider var der til gengæld så meget fart på, at jeg knap nok kunne følge med. Pludselig skete alt det, jeg havde siddet og ventet på og det føltes nærmest som om, at forfatteren var løbet tør for tid og plads (eller måske var hun bare - ligesom jeg - blevet træt af historien).
I hvert fald føltes afslutningen forhastet og slutningen ender med at skabe mere forvirring og flere spørgsmål, end hvad burde være acceptabelt. 


Alt i alt ikke den mest positive læseoplevelse, men fordi den handlede om Ruby (Red) og fordi hun var sassy as f, rammer vi alligevel de to stjerner og så håber jeg, at der kommer en fortsættelse hvor læseren kan få nogle svar. 



"You'd better get baking. And this time, try not to set the whole damn house on fire." 

onsdag den 27. januar 2016

'The Wizard of Oz' (Oz #1) - L. Frank Baum

"How can you talk if you haven't got a brain?"
"I dont know, but some people 

without brains do an awful lot of talking." 


Titel: The Wizard of Oz (Oz #1). Forfatter: L. Frank Baum. Udgivelsesår: 2012 (originalt: 1900). Sidetal: 187. Forlag: Puffin Books.

Dorothy thinks she is lost forever when a terrifying tornado crashes through Kansas and whisks her and her dog, Toto, far away to the magical land of Oz. To get home Dorothy must follow the yellow brick road to Emerald City and find the wonderfully mysterious Wizard of Oz. Together with her companions the Tin Woodman, the Scarecrow and the Cowardly Lion whom she meets on the way, Dorothy embarks on a strange and enchanting adventure.


Jeg absolut elskede at se 'The Wizard of Oz' filmen (den fra '39, tror jeg det er) som barn og det er også derfra jeg kender Dorothys historie og uden tvivl den film, der gav mig lyst til at læse historien bag.

Det var dog ikke helt det samme indhold, i bogen og filmen (hvilket jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke altid er), men hvor jeg troede det ville genere mig, gav det mig faktisk bare mere lyst til at læse videre, fordi det var et friskt pust i historien jeg kender (... også selvom bogen egentligt kom først). 


Det er tydeligvis en børnebog - den er letlæst, børnevenlig og fuld af sjove og finurlige citater og situationer og selvfølgelig action og voldsomme dilemmaer, så der er lidt til ethvert barn.
Bogen er dog også fyldt med noget for det lidt ældre publikum - den handler både om mod, om viden og om at føle. Om hvad der skal til, for at besidde de forskellige ting og om hvorfor det egentligt betyder noget alt sammen.


Det er en virkelig skøn bog, som jeg kun kan anbefale!
Jeg fandt for nyligt også ud af, at det kun er den første bog blandt mange, så mon ikke der skal læses videre på eventyret på et tidspunkt? Er der nogen af jer der har det og kan fortælle om det er det værd? 



“A heart is not judged by how much you love;
 but by how much you are loved by others” 

torsdag den 21. januar 2016

'Miss Peregrine's Home for Peculiar Children: The Graphic Novel' - Ransom Riggs

"I wanted to act like I didn't care about the last words, but I did."



Titel: Miss Peregrine's Home for Peculiar Children: The Graphic Novel. Forfatter: Ransom Riggs. Illustrator: Cassandra Jean. Udgivelsesår: 2013 (originalt: 2011). Sidetal: 272. Forlag: Headline.

As our story opens, a horrific family tragedy sets sixteen-year-old Jacob journeying to a remote island off the coast of Wales, where he discovers the crumbling ruins of Miss Peregrine's Home for Peculiar Children. As Jacob explores its abandoned bedrooms and hallways, it becomes clear that the children were more than just peculiar. They may have been dangerous. They may have been quarantined on a deserted island for good reason. And somehow-impossible though it seems-they may still be alive.


Jeg læste den første bog omkring Peregrines sælsomme børn i foråret sidste år (læs anmeldelsen her) og på trods af, at jeg havde forventet noget helt andet, så var jeg godt underholdt af historien. 
Så selvfølgelig måtte jeg også læse tegneserien (graphic novellen lyder spøjst og jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvad jeg ellers skal kalde det), da jeg opdagede den.

"I told Emma about my grandfather. 
About his murder. 
About the Monster."

Selve tegningerne synes jeg virkelig bidrog fantastisk til historien - de er lige tilpas skumle (nogle af dem en anelse for meget, men jeg er også lidt sart) og jeg elsker hvordan illustratoren har skiftet mellem sort/hvid og farver igennem historien, alt efter hvilken stemning der er. 
Det gjorde bestemt synsoplevelsen til en fornøjelse og mine øjne kørte over siderne igen og igen, for at nærstudere de små detaljer.

Rent historiemæssigt er det jo selvfølgelig meget afkortet i tegneserien (that is sort of the point), men det var desværre også så afkortet, at det føltes lidt fladt ind i mellem og jeg er også overbevist om, at havde jeg ikke læst romanen i forvejen, så havde jeg været på bar bund - derfor vil jeg også anbefale, at man læser bogen før graphic-novellen.

Så vurderringsmæssigt havde jeg nogenlunde samme oplevelse med tegneserien, som jeg havde med romanen - dog af forskellige årsager.
Jeg er dog ret glad for at have læst begge to, da de på en eller anden måde bidrog til hinanden og jeg har nu en nogenlunde fuldendt oplevelse i mit hoved (hvis det da på nogen måde giver mening for nogen).


"I used to dream about escaping my ordinary life,
but my life was never ordinary. I had simply failed
to notice how extraordinary it was."

lørdag den 16. januar 2016

'Skæbnens kald' (Dæmonherskerens arving #2) - Haidi Wigger Klaris

"Væsenet ruskede mig hårdt. Smerten der strålede fra min nakke og videre ned gennem rygsøjlen var ubeskrivelig. 
Jeg åbnede munden i et stumt skrig." 




Titel: Skæbnens kald (Dæmonherskerens arving #2). Forfatter: Haidi Wigger Klaris. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 248. Forlag: Tellerup. 


Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Tellerup.

Efter opgøret i kirken vågner
Ally i skovbunden tidligt om morgenen, 
og det sidste hun husker er dæmonen 
som greb fat i hende.
Da hun genforenes med kredsen, får hun at vide
at Jay, Louise og William er forsvundet.

Ally er overbevist om at hullet i det hemmelige rum
er en portal til en anden verden
og beslutter sig for at tage tilbage til kirken for at
finde ud af hvad der er sket.

Snart bliver hun konfronteret
med sine forfædres synder
og må træffe sit livs vigtigste valg.



Bogen starter umiddelbart der hvor sidste bog slap, eller i hvert fald fra det punkt, som Ally kan huske.
Mystikken starter også med det samme - ingen tid at spilde - men ikke alle af Allys venner er til at finde og derfra begynder spørgsmålene stille og roligt at komme ind fra alle leder og kanter. 
Ally og hendes venner kæmper virkelig for at få svar og finde dem der er forsvundet, men det er ikke lige så let som forventet.
Overraskelser bliver kastet ind fra højre og venstre, og for hvert svar vi får i bogen, kunne jeg stille to nye og lige når jeg troede, at intet nu kunne komme bag på mig, kastede Haidi endnu en chokerende nyhed i hovedet på mig! Det var helt klart med til, at gøre læsningen lidt mere interessant og det vækkede bestemt også nysgerrigheden hos mig. 


Til gengæld var det ingen overraskelse, at Ally endnu engang har lidt kærligheds problemer, men fronten hvorfra disse kommer, havde jeg seriøst ikke regnet med! Dog er jeg faktisk fan af ideen og selvom jeg hældte lidt til en anden person i første bog, så hepper jeg uden tvivl på denne nye person nu (vi snakker et mini-crush, fra min side af). 


"Tag dig sammen ... du har da set en bar overkrop før. 
Men aldrig en der var så veltrænet..." 

Desværre føler jeg heller ikke i denne bog, at vi får lov til at dykke langt nok ned i historien og i personerne, som jeg ville have ønsket.
Der er endnu engang rigtig meget fart på og historien strækker sig heller ikke over så lang tid, så det er klart, at det er begrænset, hvad der kan  at blive forklaret.
Jeg synes bare det er ærgerligt, at det er manglen på dybde, der forringer læseoplevelsen, da det uden tvivl stadigvæk er en spændende historie med en masse potentiale. 

En ting er dog sikkert: en af Haidis største styrker er at skrive en hæsblæsende og god slutning. Det er som om, at meget af energien er blevet lagt i afslutningen af bogen og den fandens (!!!) cliffhanger, der endnu engang efterlader læseren lige nysgerrig og desperat nok, til at hige efter den næste bog.

torsdag den 14. januar 2016

'Skyggesider' - Christina Bonde

"En panisk lyd blev kvalt i halsen 
mens hun tænkte på alle de mennesker hun engang havde elsket.
 Så blev kroppen slap."

Titel: Skyggesider. Forfatter: Christina Bonde. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 279. Forlag: Tellerup.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Tellerup.

Har du nogensinde forvekslet drømme med virkelighed? 

Tricias tvillingesøster har begået selvmord. 
Forældrene taler ikke om det,
eller om den spiseforstyrrelse 
Tricia har levet med siden barndommen. 

I et forsøg på at flygte fra virkeligheden 
finder Tricia trøst i fantasier om en mand. 
Fantasierne udvikler sig til drømme, 
og da en mystisk flaske dukker op 
og drager hende med velvære, 
trækkes Tricia længere og længere ind 
i en parallel opfattelse af virkeligheden. 
Flere unge kvinder begår selvmord omkring hende, 
og snart må Tricia sande at det livstruende mareridt 
har diabolske rødder i hendes egen barndom.


'Skyggesider' er absolut den mest dystre og uhyggelige bog, jeg har læst længe (hvis ikke nogensinde), for normalt er det slet ikke den type bøger jeg falder for. Der var dog noget ved forsiden der fangede mig - om det var de mørke farver, eller om det var blikket der simpelthen bare nedstirrede mig (og sugede min sjæl ud på vejen), ved jeg ikke - i hvert fald måtte jeg bare læse den.

Handlingen skifter i mellem Tricias virkelighed og hendes fantasi, hvilket i starten var til at følge med i. Men i takt med at Tricia selv fik sværere ved at skelne mellem de to ting, jo sværere blev det også for læseren indtil Tricia (og jeg selv  for den sags skyld) for alvor mistede fodfæstet - fra dét punkt mistede jeg også den røde tråd og kunne absolut intet regne ud længere. 
Den ene side vendte den anden, mens jeg (den fortabte læser) forsøgte at løse gåder og finde svar og muligheder og mordere i alle mennesker Tricia mødte på sin vej - seriøst, ikke én eneste karakter i bogen gik fra min læseoplevelse, uden at være blevet anklaget for de værste ting og sager! 

""Den sidder herinde," hviskede hun frygtsomt. 
"Den har været der altid, men den er stærkere nu.""

Dette var et eller andet sted lige så fedt, som det var forvirrende og frustrerende og det tilføjede uden tvivl en fandens masse uhygge til historien. Aldrig har jeg været på så bar bund i en historie og det er seriøst meget mere skræmmende, end man lige skulle regne med!
Og samtidig med at være ved at gå til af desperation for at få svar, var jeg også flere gange ved at lukke bogen i, fordi jeg simpelthen ikke kunne håndtere den rædselsvækkende og forvirrende handling mere.

Det er uden tvivl en virkelig speciel læseoplevelse. Det er helt vildt fedt, at blive SÅ overrasket så mange gange i løbet af en historie og jeg har i hvert fald aldrig haft en lignende læseoplevelse nogensinde før.
Det er bestemt også dét der trækker op, når jeg skal til at konkludere. For jo, bogen var fed og ja, jeg blev overrasket og nerverne sad ude på tøjet, men jeg har fandme også været rundtosset og det var svært for mig, at vurdere om 
jeg var tosset med at forstå så lidt, eller om jeg var for forvirret, til overhovedet at være tosset med noget. 

Bogen skal dog helt klart genlæses (når mine nerver lige kan holde til det igen) for at se, om jeg kan få brikkerne til at falde bedre på plads og så vil jeg også lige påpege, at jeg er ret sikker på, at man ikke kan slutte en bog på den måde (*host Christina!! *host*). 

tirsdag den 12. januar 2016

'Kelley' (Vinterkongens datter #1) - Lesley Livingston

"Det gale bæst svingede sit bisonstore hoved i Kelleys retning og fæstnede sine røde øjne på hende. De savlende kæber åbnede sig ufatteligt meget..." 



Titel: Kelley (Vinterkongens Datter #1). Forfatter: Lesley Livingston. Udgivelsesår: 2015 (originalt: 2009). Sidetal: 381. Forlag: Tellerup.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Tellerup.

17-årige Kelley håber og tror at rollen som alfedronningen Titiana i en opsætning af Shakespeares En skærsommernats drøm, er hendes store chance for at bryde igennem som skuespiller. Men da Kelley møder den flotte Sonny, må hun indse den chokerende sandhed, at alfernes verden virkelig findes, og at hun er en del af den. Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv, hvis hun vil redde ikke blot sig selv, men også Sonny og hele menneskeverdenen fra Alferigets magtfulde kræfter...


Jeg elsker feuniverset og selvom jeg ikke var helt væk i 'En Skærsommernatsdrøm', så nyder jeg virkelig at læse historier, der er inspireret af Shakespeares stykke.
Historien om Kelley er ingen undtagelse - igen mødtes jeg med Oberon, Titiana, Puk og alle dem omkring dem, hvilket var et interessant og underholdende gensyn. 

I bogen følger vi skiftevis Kelley, der er ganske uvidende om, hvor særlig hun egentligt er og Sonny, der til tider ville ønske, at han var mindre speciel. 
Det fungerer ganske fint med de skiftende fortællere og det var rart at kunne følge med fra begges synspunkter, især i en historie som denne hvor to verdener kolliderer og hvor det kan være svært at fange alle detaljer. 

Kelley var en så typisk ung pige, at det var en helt lettelse at læse om hende. Hun er uperfekt, hun er selvstændig, hun er fyrig og så har hun en hjerne. Godt nok er hun lidt for stædig, til sit eget bedste og hun træffer nogle lidt dumme beslutninger ind i mellem (men okay, hvad ville historien være UDEN nogle fejltrin hos hovedpersonen?), men hun hopper ikke bare med på vognen, når folk stiller krav og det er altså virkelig rart, med en hovedperson der ikke er en nikkedukke. 

"Jeg ville tænke mig om to gange før jeg brød et løfte til sådan en sød, køn og ufattelig skræmmende pige som hende. Navnlig når hun uden besvær kan kaste rundt med dig i en smøge." 

Sonny er til gengæld lidt mere naiv, end Kelley er (hvilket jeg stadig synes er spøjst, for normalt ville rollerne være byttet en smule om) og på trods af, at det er ham der har "styr" på sagerne i forhold til alt alferiet, så er han så dejlig uvidende om så meget andet.
På den måde kunne hovedpersonerne lære af hinanden, hvilket var et friskt pust i forhold til andre bøger, hvor den ene person gerne følger den anden, men nej: her har vi to hovedpersoner, der begge bliver smidt ud på glatis og skal lære hinanden hvordan man skøjter. 

Den første del af bogen er ret finurlig og hyggelig, humor bliver der brugt en del af og det gjorde det underholdende at blive introduceret til historien. Anden halvdel er mere alvorlig og kampen mod det ukendte onde gik for alvor igang. Der dukker fjender op fra kanter man ikke forventede og det kræver en del styrke og hårde valg fra vores hovedpersoner, for at rette op på fejlene og misforståelserne...

Dette var dog en genlæsning for mig, hvilket nogle gange kan være lidt 'farligt', hvis det er flere år siden, man læste bogen første gang - for fem år siden skulle der nemlig noget andet og mindre til at underholde mig, end jeg føler der skal idag. Det betød desværre, at nogle af de passager, som jeg mindes var hyleskæge, var 'bare' et enkelt eller to fnis værd denne gang og andre områder, som jeg mindes være hjerteskærende og romantiske, føltes nu en smule forhastede og faldt derfor til jorden.

Det betyder dog ikke, at dette ikke var en god læseoplevelse, for det var det uden tvivl. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig og jeg var underholdt. Dog var jeg mere underholdt første gang jeg læste den og den sammenligning forringede min læseoplevelse en anelse.

Jeg er dog allerede igang med fortsættelsen, for jeg måtte simpelthen finde ud af, hvad der nu skulle ske Kelley og Sonny.

"... at elske dig."

søndag den 10. januar 2016

'Det Ulmende Oprør' (An Ember in the Ashes #1) - Sabaa Tahir

"Mens vi zigzagger ind mellem de første lig, kigger jeg ned. Kvalmen vælder op i mig.
Jeg kan genkende ansigterne her. Jeg har slået hver og én af dem ihjel..."



Titel: Det Ulmende Oprør (An Ember in the Ashes #1). Forfatter: Sabaa Tahir. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 493. Forlag: Alvilda. 


Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda


Laia er slave. Elias er soldat. Ingen af dem er frie.

Under imperiets herredømme straffes al modstand med døden. Da Laias bror arresteres, ser hun sig tvunget til at opsøge modstandsbevægelsen. For at redde ham går hun med til at spionere i det farligste sted i riget: militærakademiet. Her lever Elias, skolens dygtigste aspirant. Men i sit indre drømmer han kun om at undslippe den undertrykkelse, han hele sit liv er blevet trænet i at udøve.

Laia og Elias finder hurtigt ud af, at deres skæbner er forbundne, og at deres fælles valg har vidtrækkende konsekvenser. For nye vinde blæser over imperiet – vinde, der kan lægge konger i graven og gøre soldater til kejsere.



"Slagmarken er mit tempel. Sværdspidsen er min præst. Sablens dans er min bøn. Dødsstødet sætter mig fri."

Jeg har kredset lidt (læs; meget) omkring denne bog, de seneste par uger. Hver evig eneste gang jeg har samlet den op, har jeg lagt den fra mig igen: den intimiderende størrelse på bogen, har simpelthen virket så uoverskueligt! Interessen for historien har bestemt været der, men det var ikke med det største smil, at jeg endelig samlede den op for en uges tid siden. Nu sidder jeg til gengæld og føler, at jeg har snydt mig selv gevaldigt i flere uger, for hold da op, hvor var den exceptionelt god og spændende! 

Sabaa Tahir har bygget det her utroligt unikke og vildt skræmmende univers op, hvor vi har soldater der bliver lært, ingen nåde at vise og fattige der lærer at makke ret, for ellers bliver de slagtet (slagtet lyder grovt, men der er virkelig no-sugarcoating over straffene), eller bliver slaver for de mest forfærdelige mennesker. 

Vi følger skiftevis Laia og Elias, hvilket fungerer virkelig godt, fordi de to komplementerer hinanden og det skabte en skøn balance mellem kapitelskiftene.
Det betyder dog også, at der hovedsageligt er en cliffhanger i slutningen af hvert kapitel - noget der både vakte interesse og et stort behov for at læse videre, men også en smule frustration, fordi jeg havde noget bøvl med at skifte fokusset over til næste person igen.
Derfor råder jeg dig, kommende læser af bogen, til at væbne dig med tålmodighed og måske burde du rydde kalenderen en dags tid, så du har fuldstændig ro til at kunne koncentrerer dig om bogen. 


Laia og Elias fungererede, som jeg nævnte før, ekstremt godt sammen. De er på så mange måder hinandens modparter, men de har det samme mål og er begge to villige til at gøre, næsten, hvad som helst for at nå det.
Laia er sådan en viljestærk, klog og fantastisk karakter. Godt nok skulle hun igennem en del selvynk i starten (hvilket jeg bestemt ikke bebrejder hende, taget hendes situation til eftertragtning), men hun kæmper virkelig godt og kommer videre derfra.
Elias er også en virkelig god karakter - han kæmper, lige som Laia, virkelig for at nå videre i livet og verden og for at være mere end dét hans skæbne umiddelbart vurderer ham til.

Næsten uundgåeligt er der nogle kærlighedsaspekter i bogen, men det er ikke noget der på noget tidspunkt tager overhånd - tværtimod synes jeg, at det krydrer historien lige tilpas, uden at tage fokus fra bogens egentlige pointe.


Bogen slutter på et virkelig højt punkt og jeg hungrer virkelig efter fortsættelsen, men i mellemtiden vil jeg anbefale denne bog til alle der holder det mindste af fantasy og som er interesserede i en virkelig enestående fortælling! 

"Der er to slags skyldfølelse. Den, der er en byrde, og den, der giver dig et formål. Lad din skyldfølelse være dit brændstof. Lad den minde dig om, hvem du gerne vil være." 

fredag den 8. januar 2016

'Sort is' - Becca Fitzpatrick

"Stanken af blod og sved hang tungt i luften. Stearinlyset flakkede på sengebordet og kastede et dæmpet lys på den ubevægelige skikkelse på sengen."



Titel: Sort is. Forfatter: Becca Fitzpatrick. Udgivelsesår: 2015 (originalt: 2014). Sidetal: 539. Forlag: Tellerup. 

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Tellerup.

Britt og veninden Korbie er kørt afsted mod Teton-bjergene for at vandre, da de pludselig bliver overrasket af en voldsom snestorm.

Efter timers udmattende vandring finder de endelig en beboet hytte, hvor de søger tilflugt.

Men hvem er de to unge mænd, som opholder sig i hytten? Og har de noget at gøre med de seneste mord på tre unge piger?
Snart begynder pigerne at føle sig utrygge, og uhyggen breder sig ... 


Det var bogens forside der først og fremmest fangede mig og derefter forfatterens navn.
Bagsideteksten følte jeg egentligt ikke så meget for, den er, i mine øjne, en smule tam og på trods af, at snakken om mord og uhygge lød interessant, var det altså navnet 'Becca Fitzpatrick' jeg til sidst gav efter for.
Jeg kender hende nemlig fra 'Hush, hush' serien, som jeg var helt væk i og læste med grådige øjne og det var til dels de skriveegenskaber, jeg håbede på i 'Sort is'. 

Historien fungerede utroligt godt for mig! Fitzpatrick har en så detaljeret fortællermåde, at jeg intet problem havde med at visualisere noget som helst i bogen (hvilket til tider var lidt ubehageligt faktisk) og i stedet for 'bare' at have dannet et par billeder hist og her, så kørte bogen som en film inde i mit hoved.
Hele bogens sceneri var virkelig fantastisk og det var helt klart også noget af det, der bidrog mest til uhyggen.

Hovedpersonerne i bogen havde jeg dog det lidt sværere med... Korbie kunne jeg slet ikke klare - mage til forkælet snothvalp skal man lede længe efter. Okay, det er fint nok hun eksisterer (...), men jeg kan stadig ikke forstå, hvad Britt lavede med en 'veninde' som hende...
Britt kunne jeg til gengæld godt lide, jeg hadede bare, at hun skulle opføre sig som sådan en dørmåtte og nærmest inviterede alle til at tørre sko i hende... 
Det er selvfølgelig også noget af det, der i sidste ende gjorde at bogen fungerer, for dørmåtten går i overlevelses-mode og det er alligevel en meget interessant udvikling at følge. 

Hvis jeg ser bort fra Korbie og nogle af de dialoger hun deltager i (hun er altså en kost) og slutningen, som jeg finder en smule urealistisk (but who am I to say?), så er det en virkelig spændende og god bog!
Der var så mange twists og overraskelser, hvilket virkelig tog røven på mig et par gange! Der gik virkelig længe før jeg kunne stykke to og to sammen og regne lidt af handlingen ud, hvilket bare var så fedt! 
Den er altså virkelig fangende og på trods af de over 500 sider, så er den hurtigt læst og så utroligt svær at lægge fra sig!

"Hans ansigt havde fortrukket sig i en stiv grimasse og hans blå øjne var kolde. Jeg vred mig på stolen. Hjertet slog hurtigere, men jeg var mere usikker end bange." 

onsdag den 6. januar 2016

'Heksens Kald' (Ulfhedin-sagaen #1) - Mette Sejrbo

"Et ulvehyl gav genlyd over trætoppene. Der blev et kort øjeblik stille som graven, før brøl og turmult rungede Emilie i møde..."



Titel: Heksens Kald (Ulfhedin sagaen #1). Forfatter: Mette Sejrbo. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 465. Forlag: Candied Crime. 
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren Mette Sejrbo.

Mytologisk fantasy for voksne. Emilie vil helst være helt almindelig. Men mystiske ting sker omkring hendes atten års fødselsdag, og snart bliver hun hvirvlet ind i en overnaturlig verden, som er skjult for alle andre. Emilie bliver tvunget ud i at vælge, om hun vil fortsætte sit hverdagsliv, eller om hun vil følge kaldet som vølve - i kamp mod ondskab og mørke kræfter.


Jeg var helt væk i historien om Emilie og vølverne og på trods af, af personlige årsager, at det tog mig lidt længe om at få færdiggjort den, faldt mine tanker tit tilbage på bogen. 
Opstarten var godt nok lidt langsom for mit vedkommende og der var en del introduktion og lidt teenage-fnidder, der skulle overstås før historien virkelig gik igang. Til gengæld gik den så virkelig også igang derefter og der var stort set fart på handlingen resten af vejen igennem.

Emilie havde jeg det lidt svært med i starten (netop på grund af førnævnte fnidder), men eftersom hendes skæbne (det kan jeg vist roligt kalde det), begynder at gå op for hende, blomstrer hun virkelig og kommer ud over fnidderstadiet.
Hun har selvfølgelig stadig teenageproblemer og tilhørende følelser, men eftersom hun vokser med kaldet, håndterer hun det også på en mere moden måde, der gjorde det til en fornøjelse at følge hende på hendes vej.



"Jeg er bange. Selvfølgelig er jeg det. Jeg vil ikke dø! Men jeg ved, at det her er vigtigt. Det er, hvad jeg er født til." 

Det var utroligt spændende at følge alle de forskellige grene finde sammen - vampyrer, hamrammer (varulve), vølverne, jætterne og flere - og det fungerede så godt, at tage disse forskellige grene og kaste dem sammen i én stor og fantastisk fortælling.

'Heksens Kald' er en meget gennemført bog - der er ingen tvivl om, at Sejrbo har undersøgt en del om emnet, før hun har skrevet bogen. Bogen og baggrunden for historien og vølvernes levemåde er utroligt detaljeret, alt er forklaret og beskrevet meget grundigt og det var så lækkert, at der på dét område, ikke var nogle spørgsmål der var efterladt uden svar.
Så mange detaljer virkede dog til tider voldsomt og jeg kan bestemt godt forstå, at Emilie følte sig fyldt til randen ind i mellem. Sejrbo formår dog at gøre 'læringen' ekstremt spændende, så jeg i stedet for at føle, at jeg sad til en kedelig historie time, vendte siderne nysgerrig efter mere viden. 

Dét er bestemt også noget jeg virkelig godt kunne lide ved bogen - det er ikke 'bare' en normal læsning, der var også en stor del af denne læring over og det var virkelig rart, at jeg gik fra læseoplevelsen med mere viden i rygsækken. 

Slutningen var til gengæld forfærdelig - ikke på den dårlige måde, men på den frustrerende, hjerteknusende og barske måde og jeg ser virkelig frem til at fortsættelsen udkommer, så jeg kan fortsætte mit eventyr i Mette Sejrbos og Emilies fantastiske univers.


"Først efter endnu et par ryk med armen gik det for alvor op for hende, at hun var fuldstændig fikseret. Panikken fejede igennem hendes lemmer og fik hende til at sparke og rykke voldsomt for at komme fri. Forgæves..." 

mandag den 4. januar 2016

'Blodets bånd' (Morika #3) - Sidsel Sander Mittet

"Han fangede mit blik og rystede på hovedet, fuldstændigt unødvendigt. Jeg vidste allerede, hvad der var sket. Han var blevet afsløret, og vi var vadet midt ind i redeligheden." 




Titel: Blodets bånd (Morika #3). Forfatter: Sidsel Sander Mittet. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 330. Forlag: Forlaget Facet.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Korau, Eshri og deres venner har slået Oryndro i Makan og reddet Aubr, men krigen er langt fra overstået. Selvom hilaer og morikanere nu kæmper side om side, er deres forenede styrker ikke nok. Hvis de skal vinde krigen, må anderledes kræfter i spil. Alt har sin pris, men de er nødt til at gå videre på trods af store personlige omkostninger. Samtidig kaster historien sin skygge ind over flokken, og snart må de sande, at det er nødvendigt at konfrontere fortiden for at vinde fremtiden.



Der gik et par uger fra jeg modtog denne bog, til at jeg kunne få mig selv til at lukke den op. 

Det er uden tvivl en bog jeg har ventet på, men samtidig var det svært at acceptere, at enden allerede er nået.
Denne trilogi har virkelig slået benene væk under mig og jeg kan simpelthen ikke anbefale den nok. Den er så meget mere end fantasy - den handler om integration, om forskellighed og om accept. Om kærlighed på kryds og tværs og om at gøre det man tror på, at gøre det man selv kan stå inde for - også selv om at det betyder, at man svømmer mod strømmen. 

Jeg har haft utroligt svært ved at skrive denne anmeldelse, for samtidig med at bogen var alt det jeg havde håbet på, så var den også alt det jeg frygtede. 
Den var hjerteknusende og sørgelig, den var smuk og spændende og den var slutningen...

"Vi drejer vor kniv i forrædderens sår. Vi blir' ved og ved til dage blir' til år."

Endnu engang hoppede jeg ind i min 'Morika-boble' og oplevede og følte alt, på lige fod med karaktererne i bogen. Al smerten, alle kampene, al håbet og alle tabene. 
'Blodets Bånd' startede lige på og hårdt og historien kørte på højtryk - enden var snart nær, men der var stadig så uendeligt meget der skulle afklares, så mange kampe der endnu skulle kæmpes og så mange skæbner der skulle finde sin plads. 

Siderne vendte nærmest sig selv, mens mine bange anelser og kuldegysninger fortsatte i hvad der føltes som det uendelige, men som egentligt kun varede en kort nat - jeg slugte nemlig bogen råt, mens alt omkring mig forsvandt og mit hjerte stille og roligt blev knust. 

Vores kære fra Morika er i denne bog blevet voksne - for nogle lidt for tidligt, men de er virkelig hver især modnet så ufatteligt meget, hvilket også gjorde bogen virkelig spændende.
De ser nemlig ikke den anden vej, uanset hvad de føler - de gør alt hvad de kan, for at gøre det rigtige for deres land og den verden de tror på.

De sænker ikke farten på trods af deres sår og ar - både på kroppen og på sjælen. Der er ingen tvivl om, at de alle, på hver deres måde, er mærket for livet. Dog er der en ting, der virkelig kendetegner vores kære venner fra Morika - deres kærlighed skinner stadigvæk igennem. 

Jeg vil ikke sige meget mere om bogen, andet end den simpelthen er fantastisk. At Mittet endnu engang har skrevet et mesterværk og at hun endnu engang slog benene væk under mig. 



"Man kunne lugte frygten i luften. Den emmede fra de gråsorte silhuetter, der skimtedes i midten af den tætte tåge. De vidste hvem vi var, og hvad vi ville gøre."