tirsdag den 28. oktober 2014

"Eleanor & Park" - Rainbow Rowell

She looked like art, and art wasn't supposed to look nice; it was supposed to make you feel something.” 




Titel: Eleanor & Park. Forfatter: Rainbow Rowell. Udgivelsesår: 2013 (originalt: 2012) Forlag: Orion Books. Sidetal: 325.

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil - vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park.

Jeg læste Eleanor & Park til efterårets Read-a-Thon, da mørket faldt på og øjnene blev tunge. Dog blev jeg hurtigt livet op igen af denne sukkersøde og skønne bog. Sproget var let og overskueligt og indholdet ligeså. Jeg kunne godt lide, at bogen på trods af denne lethed, ikke manglede dybde overhovedet. 
Bogen beskriver en så ren, smuk og ung kærlighed, uden at gå over grænsen og blive kvalmende. 
Jeg fandt det smukt, at de i starten slet ikke taler og knap nok kigger på hinanden, men bare deler noget via Parks tegneserier, som han uden at vide hvorfor, bare forstår at Eleanor har brug for. En lille flugt fra hendes virkelighed.
Derfra begynder de stille at tale sammen, lytte til musik sammen indtil det går op for dem, at de sammen kan være noget helt specielt. Både Eleanor og Park var godt beskrevet i bogen og jeg kom hurtigt ind på livet af dem begge, hvilket jeg syntes var lækkert og vigtigt, for at kunne danne et empatisk forhold til hovedpersonerne og deres problemstillinger.
Jeg vil give beskrivelsen ret: det var noget af et nostalgitrip, for hvem har ikke været ung og søgt tilflugt i en forelskelse, når verden har føltes for rodet? At vokse med forelskelsen, at leve af kærligheden og blive knust, når det bliver klart, at al den skønhed, ikke nødvendigvis udrydder det forfærdelige?
Bogen var skøn og er bestemt anbefalelsesværdig til alle der er til en virkelig sukkersød ungdoms-romance. Om ikke andet til jer, der er interesseret i en lille tur ned af Memory Lane.

søndag den 26. oktober 2014

Serie Søndag #6


I Hex Hall triologien følger vi den unge Sophie Mercer der er heks, men vist ikke helt har styr på hvordan det hele fungerer. Efter at en af hendes formularer slår fejl, beslutter hendes far sig for, at sende hende til en kostskole for overnaturlige væsener. Der er dog ikke så sikkert på kostskolen som Sophie havde forventet og hun bliver snart trukket ind i en kamp om liv eller død. I løbet af bøgerne finder Sophie desuden ud af, at hun ikke er den hun troede og at netop dette er grunden til, at Sophie er den eneste der kan stoppe død og ødelæggelse fra at ske.




Dette er en serie på tre korte bøger, som er meget let-læselige og perfekte som en hyggelig hurtig læsning.
Jeg var i starten en anelse skeptisk da serien virkede meget forudsigelig og hvis jeg skal være helt ærlig - så var den det også på mange punkter.
Vi har vores typiske, måske knap så heldige "heltinde", der ikke selv ved hvad hun indeholder og er i stand til. Hun bliver udsat for en hel række udfordringer på det personlige og sociale plan. Selvfølgelig er det ikke ligetil og hun må ofre en hel del og så bare håbe på, at hun kommer helskindet igennem.
Dog fandt jeg hverken denne forudsigelighed irriterende eller ødelæggende for historien. Rachel Hawkins formåede nemlig, at holde mig fanget i historien. Både af hendes lette, dog spændende skrivemåde og også fordi det alligevel lykkedes hende, at overraske mig på punkter i historien.
Jeg ville nemlig sidde og tænke: "HA! Jeg ved hvad der sker nu!" Og så ville Rachel svare: "Det har du måske lige her, men! Så skaber jeg et tvist et andet sted og så vil du blive forvirret, men forbløffet."
Og det er altså noget jeg godt kan lide. For jeg kan selvfølgelig godt lide, at læse bøger der overrasker og som jeg ikke kan regne ud, men! Jeg kan også godt lide at læse bøger, hvor jeg føler mig spids for at have regnet det hele ud, for så at blive overrasket på ny - og sådan var det for mig, at læse Hex Hall.
Hex Hall handler om magi på et andet niveau og jeg synes de er værd at læse, hvis du mangler noget let, frisk og magisk. 

fredag den 24. oktober 2014

"Som en tikken under huden" - Camilla Wandahl

"Du, Idun, var flyttet ind i min krop. Du lod mig ikke glemme, at du var rejst. Du vidste det ikke selv, men dit navn dunkede i mine årer, brændte af samvittighed." 




Titel: Som en tikken under huden. Forfatter: Camilla Wandahl. Udgivelsesår: 2014. Forlag: Høst & Søn. Sidetal: 151.
Denne bog er et anmeldereksemplar fra Høst & Søn.

Jeg har også et billede af Idun på min opslagstavle. Det er fra hendes studietur til Island i 3.g. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har pillet det ned. Måske fordi jeg ikke behøver at se hende i øjnene. Og fordi der alligevel er noget Idun på billedet, noget Idun fra dengang, før hun begyndte at hade mig. 
(citat fra bogen)

Som en tikken under huden er en historie om et komplekst søster-forhold og om den svære kærlighed. Det er samtidig en fortælling om angsten for kontroltab fortalt af en 19 årig pige, der langsomt er ved at gå i opløsning.

Jeg synes, at bogen på en poetisk måde, fungerer lidt som et slags brev til Vårs storesøster, Idun. 
Et brev hvori hun fortæller om hvad hun følte førhen og hvad hun føler lige nu og her, på vej til Grønland. Som læser var jeg fra starten klar over, at det var et usundt forhold de to søstre havde og Vår genfortæller nogle af de situationer, der i årenes løb, har været med til at skabe splid i mellem dem.
Hun ser op til sin storesøster, på trods af at hun ikke er overbevist om, at Idun altid vil hende det godt. 
Vår gør hvad hun kan for ikke at fremstå som den svage søster. Hun kæmper for, ikke at miste kontrollen over sit liv og sig selv, på trods af, at jeg som læser fandt det tydeligt, at Vår var på vej ud et sted, hvor hun ikke kunne bunde..

Det er en virkelig smuk bog og en stærk fortælling om de forskelligheder der er mellem søskende. Den handler om de ting der sker i livet, de ting man gør - de ting der ikke kan gøres om, eller tages tilbage.
Den handler om, at være dig, om at være mig og om at være hende derude på gaden. Den handler om at finde sig selv, at finde en sund måde, at komme igennem ting på. Den handler om at acceptere, om at tilgive andre og ikke mindst at tilgive sig selv. 

tirsdag den 21. oktober 2014

"The Ocean at the End of the Lane" - Neil Gaiman

“Oh, monsters are scared," said Lettie. "That's why they're monsters.”




Titel: The Ocean at the End of the Lane. Forfatter: Neil Gaiman. Udgivelsesår: 2013. Forlag: William Morrow Books. Sidetal: 181. 

En middelaldrende mand vender tilbage til sit barndomshjem for at deltage i en begravelse. Selvom huset han boede i for længst er væk, er han draget til gården for enden af vejen, hvor, da han var syv, mødte den mest bemærkelsesværdige pige, Lettie Hempstock samt hendes mor og bedstemor. Han har ikke tænkt på Lettie i årtier, og alligevel som han sidder ved dammen (en dam, som hun havde hævdet var et hav) bag den faldefærdige gamle gård, kommer den indtil nu glemte fortid tilbage. Og det er en fortid for mærkelig, for skræmmende, for farlig til at være sket for nogen, endsige en lille dreng.  

Dette er min første bog af Neil Gaiman og langt fra den sidste. Jeg åbnede denne bog uden nogen særlig forventning eller forestilling om hvad bogen handlede om - jeg vidste bare, at så mange derude elsker hans værker, så der måtte jo være noget særligt ved ham, ikke? Jeg kan lige så godt gøre klart, at det er der. Der er noget helt vidunderligt, fangende og magisk over hans skrivemåde og hans leg med ord, der har gjort, at jeg siden lørdag gentagende gange er vendt tilbage til historien. Den sidder simpelthen fast i mit hoved og jeg fanger mig i, at genspille handlingen flere gange om dagen..
Jeg er normalt ikke en der genlæser bøger ofte, men jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, at denne bog er en jeg vil vende tilbage til mange gange i løbet af mit liv.

Vi følger en mand, der som voksen vender tilbage til stedet hvor han er vokset op. Da han dukker op, vender hans for længst glemte fortid tilbage og vi følger ham, da han genoplever sin barndom hvor han var ude for en traumatisk oplevelse. Denne oplevelse forstyrrede energien i området og i ham og lukkede mørket ind. Der bliver nu, med hjælp fra en hvad jeg vil kalde: magisk pige og hendes familie, sat en kamp igang, for at genoprette freden i deres lille og på en måde isolerede hjem. Det mørke der skræmmer og ødelægger noget i den lille dreng skal udryddes, men det er ikke så let, at overvinde et mørke, der har sat dybe rødder i ens omgivelser og indre..

mandag den 20. oktober 2014

Nyt på reolen #11


En lettere slidt Malene efter Read-a-Thon, køretur mod det Sønderjyske og børnefødselsdag! 

Jeg var i forbindelse med Dewey's Read-a-Thon i Odense, da jeg skulle læse igennem hos søde Rikke. Om fredagen læssede vi af hos hende og kørte ned til centrum for, at tjekke Harry Potter festivallen ud. Efter at have mødt enhjørninger, set hvordan man lavet trylledrik, drukket Poly-juice og skjult os for Dementorer, skulle vi selvfølgelig lige ind og kigge i Bog & Idé. Der havde de som altid en masse skønne bøger og jeg gik da også derfra med Robin Hood af Henry Gilbert og The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald.
Søde Rikke havde nogle bøger hun ikke ville have og fra den stak fik jeg nuppet Shadow Souls af L.J. Smith (jeg fik også The Fury & The Reunion i en ny og flot version, men da jeg allerede ejede den (bare ikke i en mere brugt udgave), har jeg valgt ikke at vise den frem). Sidst, men ikke mindst har jeg modtaget Som en tikken under huden som anmeldereksemplar af Høst & Søn.
Endnu en lille bunke lækre bøger til mine reoler, men mit bogkøbbehov er langt fra tilfredsstillet! Det er ikke nemt, kan I vel nok se.

lørdag den 18. oktober 2014

Readathon - følg mit læsedøgn #1

Dette indlæg vil blive opdateret i løbet af det næste døgns tid..



11.49: Bolledejen er sat til hævning, jeg er hoppet i en dejlig striktrøje og mine dejlige dynepusser (sutsko, til jer der ikke ved hvad 'pusser' er). Bogstakken er vokset en lille smule siden sidste indlæg og jeg håber, at jeg når alle skønhederne! Mine briller skal lige straks pudses, så de er klar til flere timers læsning og alle godter skal findes frem. Jeg har det lidt som et barn på juleaftensdag - jeg kan slet slet ikke vente længere!

13.51: Klar - parat - start (sådan næsten da)! Rikke og jeg har fået spist lune boller og gjort alt fint og klar til det hele! Alle de søde bloggeres read-a-thon indlæg er fundet frem og smidt op i et fanevindue for sig selv, så jeg kan opdatere og følge med i jeres døgn også! Lige om lidt vil jeg gå i gang med den første bog som bliver The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Fantastisk læsning til jer alle!

15.54: Den første time gik med at finde den helt rigtige siddestilling: en pude under den ene arm, hvor meget dyne skal jeg lige have over benene, fødderne op på stolen og iiih, det er jo slet ikke nemt. Jeg er lidt over halvvejs med bogen og må indrømme, at den slet ikke er hvad jeg havde regnet med! Jeg er dog positivt overrasket og vil nu holde en smøg-pause, inden jeg læser videre..

17.52: Så blev jeg færdig med The Ocean at the End of the Lane og jeg er helt "Woah dude, that was uhmazing" inden i! Min første Neil Gaiman bog var i hvert fald ikke en skuffelse.
Jeg er usikker på, hvilken bog jeg fortsætter med efter benstrækningspausen, men der er i hvert fald nok at vælge i mellem! :)

19.44: Efter en længere pause med blogger-bøvl på Riksens side og en tur ud i det blå (mod McD, fordi hvem gider lave mad selv, på en dag som idag?) er jeg nu klar til at læse videre! Jeg har valgt at den næste bog skal være Alice's Adventures in Wonderland & Through the Looking-Glass af  Lewis Carroll. Jeg glæder mig meget til, at forsvinde ind i eventyrlandet de kommende timer.

01.13: Jeg har ramt krisepunktet, hvor øjnene svier og ikke kan fokusere ordentligt på ordene. Jeg prøvede det der powernap, men det er som om det kun blev til mere gaberi.
Jeg vil dog være færdig med "Through the Looking-Glass" før jeg overvejer om lidt søvn er vejen frem og mon ikke jeg er frisk igen, når jeg når til det punkt?
Hvad med jer derude, er I stadig friske og med?

02.47: Så blev jeg færdig med Alice's Adventures in Wonderland & Through the Looking-Glass og jeg er ganske taknemmelig for at være blevet inviteret med på dette fantastiske eventyr! Skøn og finurlig historie. Nu skal der findes en ny bog der skal åbnes - *trommehvirvel*.

05.36: Søvnen har endnu ikke overrumplet mig og jeg er derfor gået igang med Eleanor & Park af Rainbow Rowell. Jeg nyder den virkelig indtil videre og derfor gør det lidt ondt, at jeg bliver nød til at ligge den fra mig og stjæle et par timers søvn. Søndagens program står nemlig på en længere køretur fra Odense og hjem til Sønderborg igen, hvor jeg skal til familiesøndag hvor vi skal fejre min nevøs fødselsdag. Og nul søvn bag et rat fungerer ikke for mig, desværre. Vækkeuret er dog sat, så jeg kan stå op og læse et par timer inden Read-a-Thon slutter! Til jer der stadig er vågne og godt igang - I er simpelthen for seje! Way to go!

10.11: Så er jeg vågen og frisk igen (sådan da)! Jeg vågnede af mig selv, en time tidligere end vækkeuret og det må da være et tegn! Nu er jeg vil jeg finde Eleanor & Park frem igen og læse videre.

14.06: Jeg blev færdig med Eleanor & Park og jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Skøn, skøn bog og det eneste jeg kan tænke er: "det dér, det er kærlighed." Til sidst fik jeg også lige læst The Little Prince af Antoine De Saint-Exupéry som var en sød lille historie, at slutte læsedøgnet af med.

Hele 4(5) af slagsen endda!
Jeg endte med at få læst 897 sider. Jeg havde forventet at læse mere, men til gengæld har jeg fået læst nogle fantastiske bøger og ikke én eneste af dem skuffede.
Jeg var endda også så heldig, at blive udtrukket som vinder på Dewey's hjemmeside - lækker overraskelse til slut!
Jeg har haft et virkelig hyggeligt døgn med Rikke og det har været sjovt at følge med i jeres læsning og opdateringer.
Jeg glæder mig allerede til det næste Read-a-Thon, som jeg håber, at jeg kan deltage i.

Tak for denne gang. Jeg håber, at I har nydt det lige så meget som jeg har!


torsdag den 16. oktober 2014

Readathon - oktober 2014

På lørdag er der Dewey's Read-a-Thon, som jeg skal være med til for aller første gang. (Indsæt hvin og fjollet smil!)


Jeg har udvalgt en lille stak af bøger jeg vil læse, da det er noget eksperterne råder en til. (Med eksperter mener jeg jo selvfølgelig jer, I søde bogbloggere derude)!
Jeg har forsøgt at finde lidt forskelligt og jeg ender nok med at tilføje en bog eller to mere. Jeg har ingen idé om jeg får dem alle læst, men jeg kan godt lide at have noget at vælge i mellem - so it's all good! 
Som I kan se på billedet har jeg indtil videre valgt: The Ocean at the End of the Lane, som jeg vilvilvil læse og som bliver den første bog jeg læser af Neil Gaiman. (Som i nogensinde)! Så har jeg valgt The Little Prince af Antoine De Saint-Exupéry, hvilken jeg tænker vil være en god bog at forsvinde i, når hovedet begynder at blive tungt. Der er også Alice's Adventures in Wonderland & Through the Looking-Glass af Lewis Caroll, The Lucky One af den kære Nicholas Sparks og sidst men ikke mindst Eleanor & Park af Rainbow Rowell. 

Udover at udvælge stakken, skal jeg have pakket en taske med det rareste hyggetøj (og mine dyne-pusser!) og smide det i bilen, da jeg i morgen drager mod det store Odense sammen med Rikke.
Vi har igår været i Tyskland og fundet lidt af de gode sager til hyggen og så holder vi ellers readathon sammen i hendes Prinsesse-Slot. Det vil selvfølgelig sige, at det også er hendes bogreoler jeg skal på eventyr i, hvis ikke min stak er nok eller fangende. (Hvilket bestemt ikke gør mig noget, da hendes reoler er skønne)!

Hvis I vil, kan I følge mit læsedøgn på TwitterGoodreadsInstagram og eventuelt her på bloggen, hvor jeg vil opdatere i løbet af dagen (hvis jeg kan finde ud af det). 
Jeg glæder mig i hvert fald til at følge jer i jeres læsning og til en eventyrlig weekend med næsen i bøgerne! 


tirsdag den 14. oktober 2014

Nyt på reolen #10




Oktober skulle egentligt have været en bog-købs-fri måned, men det holdt selvfølgelig kun fem dage. Xenia solgte nemlig (billigt!!) ud af nogle af hendes bøger! Jeg gik derfor listen igennem og valgte derudfra, at følgende bøger skulle pynte på min reol: "Narnia fortællingerne" af C.S. Lewis,"Brødrene Grimm eventyr" af Jacob og Wilhelm Grimm, "The Short Second Life of Bree Tanner"  af Stephenie Meyer, "Løgne" og "Hemmeligheder" af Sara Shepard, "Angel, flugt" af L.A. Weatherly, "The Awakening & The Struggle""The Fury & The Reunion" og "Nightfall" af L.J. Smith.
Det er en lidt blandet stak, lidt til hvert humør og selv om de måtte klemmes ind i hvilket hjørne der nu var frit på reolen, så har jeg det meget bedre nu hvor de er her hos mig.


søndag den 12. oktober 2014

Serie Søndag #5



Tessa Gray rejser til London i forventningen om at se sin bror, men da hun kommer i havn bliver hun bortført og holdt fanget af nogle mystiske væsener, der vil have hende til at gøre ting, hun ikke vidste, at hun var i stand til. Den onde Mortmain vil have Tessa og hendes særlige evne ved sin side, så da Tessa søger tilflugt ved Skyggejægerne, starter han en magtkamp - for han VIL have hende og han vil have hævn..
På Londons institut for Skyggejægere bliver et forsøg på at finde ud af hvad og hvem Tessa er sat igang, samtidig med at hun prøver at finde sig til rette i dette finurlige univers. Tessa møder blandt andet de unge fyre Will og Jem, der begge to, på hver deres måde, pirrer hendes interesse. I løbet af bøgerne vil du kunne opleve: slåskampe, venskab, svigt, spas, tab og en hel del kærlighed (som i: fandens meget kærlighed!)!




Jeg var ganske glad for denne serie og som I kan se, blev jeg endnu engang utålmodig og endte med at købe den sidste bog i serien på engelsk - for jeg kunne da ikke vente flere måneder på en afslutning! Hvilket i endnu et tilfælde betyder, at mine bøger ikke passer sammen og at jeg nok ender med at købe et fuldendt sæt, den dag jeg bliver rig... 

Jeg var i forvejen helt tosset med hele skyggejæger universet, så ideen om at læse om dette foregående i den viktorianske tid, synes jeg simpelthen var så fed. Jeg mener, korsetter, store kjoler og jakkesæt og så lige dæmon-slagtning på fuldtid (eller i dette tilfælde robotter-med-dæmon-energi). Jeg var fan! Til min skuffelse, var der ikke så meget af det som jeg kunne have ønsket, men det ødelagde heldigvis ikke min læseoplevelse.
Der er en del action og et par store "ååh nej!" -øjeblikke, samt er der også en masse drama. Blandt andet fordi Tessa selvfølgelig ikke bliver forelsket i kun én af drengene, men i begge - hvilket er forståeligt, for jeg synes selv, at de begge er dejlige (og de er begge på min book-boyfriend-list)! Dog synes jeg at bøgerne til tider handlede for meget om trekantsdramaet og især slutningen af serien var præget af dette.

Når jeg kigger tilbage på læseoplevelsen nu er der en del "Åh det her var nice, men..." - hvilket selvfølgelig er ærgeligt og jeg har også måtte ændre min bedømmelse en anelse på Goodreads.
Med det sagt så synes jeg dog alligevel, at bøgerne var gode. Jeg var fanget og serien er på trods af alt, en jeg tænker meget positivt tilbage på.

Djævelske Mekanismer er jo forløberen til Dødens Instrumenter og jeg læste bøgerne om Tessa, da jeg var halvvejs med Dødens Instrumenter, hvilket jeg var meget glad for, da der dukker nogle ting op i slutningen af Dødens Instrumenter, som har med Djævelske Mekanismer at gøre.
Jeg kan godt lide at serierne kan læses uafhængigt af hinanden, men hvis man vil læse begge - så start med Djævelske Mekanismer.. Eller i hvert fald læs den før I læser City of Heavenly Fire.

fredag den 10. oktober 2014

'Kaldet' (Endgame #1) - James Frey & Nils Johnson-Shelton

"Jeg var lykkelig," siger hun vemodigt. "Jeg havde verden i min hule hånd. Jeg troede, jeg var normal, Feo. Jeg troede sgu, jeg var normal ligesom alle andre."



Lad os lige nyde hvor flot denne bog er og sikke en fantastisk farve! 


Titel: Kaldet (Endgame #1). Forfatter(e): James Frey & Niels Johnson-Shelton. Udgivelsesår: 2014. Forlag: Høst & Søn. Sidetal: 460. 

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Høst & Søn

Siden tidernes morgen har Spillerne altid været klar. De er unge, kamptrænede og fuldkommen skruppelløse - og hver især repræsenterer de en ældgammel slægt. For dem har Endgame altid været en mulighed, men aldrig en realitet... ikke før nu.

Da tolv meteorer med få timers mellemrum rammer kloden tæt på Spillernes hjem, ved de, at Endgame er i gang. Hver meteor indeholder en kodet besked til de unge udvalgte; en besked, som fører dem til Qin Lin bjergene i Kina. Her bliver de mødt af en repræsentant fra Himmelfolket, som sætter dem ind i det globale spil om Jordens undergang: Verden vil rammes af naturkatastrofer, ødelæggelser og krige. Kun den Spiller, som først knækker koden og finder frem til de tre nøgler, sikrer sig selv og sin slægt overlevelse. Alle andre vil dø. Reglerne er enkle: der er ingen regler. Hver spiller efterlades med et spor og ordene "Endgame er begyndt".

Det bliver startet på en brutal kamp for overlevelse, men også en storstilet skattejagt, der omfatter hele kloden. Nogle vil dræbe, andre vil forelske sig; nogle regner den ud, andre spionerer, og enkelte afventer. Men alle spiller med. Også læseren..

Jeg kan virkelig godt lide hele ideen med at inddrage læseren så meget, at vi faktisk kan være med i hele historien. Skattejagts delen synes jeg er fantastisk, dog har jeg valgt ikke at gå op i det med hud og hår, lede efter svar på gåderne, eller forsøgt at løse koderne. Jeg valgte simpelthen bare at læse bogen som den er. Ind i mellem kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at stirre på gåderne og tallene, for at se om jeg havde fået flere hjerneceller siden sidst og derfor kunne regne det ud - hvilket jeg ikke kunne forresten. Bogen fungerer dog fint, uden at kodning eller lignende var noget jeg satte mig ind i og det var en fantastisk læseoplevelse.
De første 50-60 sider gik sløvt (måske også fordi jeg led af søvnmangel på det tidspunkt), men jeg blev hurtigt opslugt derefter og så var der bare knald på igennem resten af bogen!
Det gælder om at slå de andre spillere ihjel, undervejs til at finde de nøgler der sikrer din overlevelse og ok! Spillerne er blevet kørt igennem træning til spillet siden de var småbørn og nogle af lærermestrene har klaret opgaven med at videregive læringen bedre og mere humant end andre.. Hvilket selvfølgelig betød, at nogle af disse spillere var direkte psykopater og burde sejles ud og spærres inde i et fængsel på en øde ø... Helst på en anden planet faktisk.. Og så var der de stakler, der virkelig burde få noget professionelt hjælp.. (Tiny spoiler alert incoming) An? Det er ikke ok at sutte på folks afklippede negle! Enough Said... 
Det er dog svært med så mange "hovedpersoner" og det splitter mig virkelig, for jeg hepper jo på næsten dem alle!
Jeg glæder mig monster meget til at de næste bøger i serien udkommer og til at se om jeg har ret i mine anelser! Dudududuuuum..


Nu siger den godt nok, at jeg har 90% chance for at overleve, meeen jeg er ret sikker på at jeg ville blive ramt af den første, den bedste meteor... 

tirsdag den 7. oktober 2014

"If I stay" - Gayle Forman

“I'm not sure this is a world I belong in anymore. I'm not sure that I want to wake up.” 





Titel: If I Stay. Forfatter: Gayle Forman. Udgivelsesår: 2014 (originalt: 2009). Forlag: Definitions. Sidetal: 288.

Det er ikke altid nemt at vælge...
17-årige Mia synes i hvert fald, hun står over for nogle svære valg. Hvad skal hun lave, når hun er færdig med skolen? Er hun parat til at flytte langt væk til New York for at studere musik på det berømte Juillard College? Kan hun klare at bo så langt fra sin kæreste? Og fra sin familie og venner? Og hvis hun ikke vil flytte, hvad skal hun så?
Der er heldigvis stadig et halvt år, til Mia er færdig med skolen, så hun har endnu tid til at overveje, hvad hun vil. Men en morgen i februar, da Mia og hendes familie er ude at køre, sker der noget forfærdeligt. Noget, der er så stort og alvorligt, at Mia pludselig kun har et eneste valg tilbage. Et valg, der overskygger alle andre. Et valg, der handler om liv eller død.

Hvad ville du vælge, hvis det var dig?


Jeg græd.. og græd... og græd.. If I stay var så smukt gennemført og jeg følte virkelig Mias smerte. Hun stod og så på udefra, hørte de usagte ord og mærkede smerten fra hendes familie og nærmeste samtidig med, at hun selv kæmpede med hendes følelser. For selvom der var flere der ventede nervøst på, om hun vågnede op eller ej - var de tre måske vigtigste personer i hendes liv, ikke længere i blandt dem..

Bogen starter lige på og hårdt, nærmest før jeg nåede at få nogle relationer til hoved- og bipersonerne, skete tragedien og på trods af, at det var en smule overvældende, så kunne jeg ikke forestille mig bogen skrevet anderledes.
Jeg kunne godt lide, at når jeg nåede til et punkt hvor jeg tænkte "nu kan jeg snart ikke holde til mere", så passede det nogenlunde med at bogen beskrev et flashback, så jeg som læser fik et pusterum samt en dybere forståelse for den stakkels pige.
Der er nogle underlige passager i bogen, blandt andet et flashback hvor Mia og kæresten hygger sig og lader som om deres kroppe er instrumenter - for som musikere ved de hvordan sådan nogle skal røres/behandles. Som ikke-musiker, kunne jeg sagtens se det smukke i det, fra deres synspunkt, men jeg kunne virkelig ikke lade være med at fnise, for ideen virkede totalt fjollet.. Jeg behandler heller ikke fyre som jeg behandler mine bøger.. Men det kunne være en god idé måske?
For mig var det en meget følelsesladet læsning og jeg kunne ikke lade være med at tænke på "hvad nu hvis det var mig?" Og jeg ved virkelig ikke hvilket valg jeg ville træffe..


søndag den 5. oktober 2014

Serie Søndag #4


Moroi: gode, levende vampyrer med særlige evner såsom at kunne kontrollere ild.
Strigoi: onde vampyrer, der overlever af at drikke Moroi-blod og som slår uskyldige mennesker ihjel.
Dhampir: halv-vampyrer, der hovedsageligt bliver uddannet som bodyguards for Moroi'erne, da de er født med blandt andet hurtigere reflekser og forhøjet styrke.

Dhampiren Rose vil gøre alt for at beskytte hendes bedste veninde Lissa som er Moroi-prinsesse og en speciel en af slagsen. De to piger har et specielt bånd, hvor Rose kan fornemme Lissa og derfor er den ultimative bodyguard, hvis dog hun bare ikke var så impulsiv - hældende til den dårlige side.
Rose er flabet, direkte og ikke altid så populær i de højere kredse, da hun er hudløs ærlig og ikke kan holde sin kæft. På trods af at hendes impulsive og rapkæftede attitude ofte er den der får hende ud i problemer, er det også den der gør hende speciel og som gang på gang redder hende og Lissa.
Disse bøger er hvis I spørger mig, som ingen andre. De er så spændende og anderledes og sammen skaber de uden tvivl min absolutte yndlings-vampyr-serie! (Og jeg har altså læst en del vampyr serier!)




Jeg havde faktisk slet ikke hørt om serien før, da jeg for et par år siden gik rundt i Arnold Busck for at finde nye bøger til min samling. Det var før jeg kendte Goodreads, det var før min bog-besættelse gik helt amok og det var før jeg undersøgte bøger, før jeg købte dem. Så der midt på en hylde med engelske bøger på tilbud så jeg en der så virkelig spændende ud. "Spirit Bound" - den var mørk, dyster, handlede om vampyrer og kærlighed og dén måtte jeg bare have. Den kom med hjem og jeg var ivrig, så jeg begyndte den med det samme, men allerede et par sider inde gik det op for mig at der var noget galt. Der var et eller andet jeg var gået glip af. Jeg læste stykket igen, men nej det blev ikke bedre, så jeg googlede bogen og fandt ud af at der i mit skød, lå den femte bog i en serie. Bogen røg ned på hylden for at samle støv, men efter et par dages irritation over at jeg kunne have været så klovnagtig endte med at bestille de første to bøger i serien hjem fra det der dengang hed "Adlibris" for at se om serien var noget for mig og dét var den virkelig!

fredag den 3. oktober 2014

'Spillet om Sirenen' (Dominic-trilogien #1) - Pernille Vørs

"Hvis jeg ikke passer på, vil jeg lynhurtigt falde for ham, og det må bare ikke ske, det her har intet med kærlighed at gøre, det er ren og skær begær."





Titel: Spillet om Sirenen (Dominic-trilogien #2). Forfatter: Pernille Vørs. Udgivelsesår: 2014. Forlag: Forlaget Mellemgaard. Sidetal: 490.


Catharina Julie Hansen er et smukt rodehoved af en rødtop på 24 år, som netop har fået nyt arbejde på en jetset-restaurant. Her møder hun Ian Dominic, en lidt ældre, mystisk mangemillionær, der tillige er en yderst eftertragtet ungkarl. 

Catharina indlader sig i stadig højere grad med denne manipulerende, dæmoniske drømmemand. Først som en art selskabsdame, senere som Ians mellemleder på restauranten og ikke mindst som hans elskerinde. De to hvirvles ind i et accelererende, eksperimenterende seksuelt spil, der hurtigt kommer til at fylde deres liv. Trods deres modsætninger kommer de tættere på hinanden og nærmer sig noget, der til forveksling kunne minde om ægte kærlighed. Dog bærer de begge rundt på en familietragedie, der truer med at knuse deres forhold. Kan lidenskaben overleve, eller må de erkende, at deres forhold er dødsdømt? 


Jeg var virkelig fanget af bogen og jeg fik hurtigt slugt den kapitel efter kapitel på kun få timer.
Det er ingen hemmelighed efterhånden, at jeg elsker bøger hvor hovedpersonerne er lidt troubled. I denne bog Catharina der gentagende gange er blevet svigtet på det groveste af dem hun har nær og derfor har tillidsproblemer og Ian der alt for tidligt gik igennem et alt for stort tab, hvilket har gjort at han har valgt at lukke følelserne af. Jeg synes det var rart at se hvordan disse to aflukkede mennesker langsomt åbnede sig op for hinanden lidt efter lidt og at se hvor meget de hver især egentligt havde at byde på, når bare de var sammen.
Jeg kunne godt lide Catharinas flabede attitude, måden hun udstrålede "Niks Mester Miyagi, mig kan du sgu ikke få skovlen under!" Og samtidig med at jeg synes det var rart, at hun åbnede sig mere for Ian og derfor slukkede lidt for attituden, synes jeg det var lidt ærgeligt at se hendes kampglade "jeg" forsvinde en anelse.
Ian synes jeg dog lidt er en nar, på "åh så tag dig dog sammen!" - måden.. Jeg blev ikke synderligt forelsket, dog fik jeg mere lyst til at sidde mig ned, holde ham i hænderne, se ham i øjnene og så bare rive alt sorg og fortvivlelse ud af ham.. Ok måske blev jeg lidt ramt at det dersens ID-syndrom, men på et.. Psykolog-agtigt niveau.. Med frynsegoder.. Måske! 


Bogen er anbefalesesværdig og jeg vil se frem til at andet bind i serien udkommer for pokkers til en cliff-hanger! 

onsdag den 1. oktober 2014

Min måned i bøger #3

September måned endte ud i tolv læste skønheder, hvilket jeg selv synes er mange, men det hænger nok sammen med en masse nye bøger og en del lange arbejdsnætter! 




Disse elleve flotte bøger i papirform og så en enkelt: "Amy and Rogers Epic Detour," der blev læst via kindle-appen.
Der har været grædende, grinende, nervøse, romantiske, skræmte og lettere hede øjeblikke blandt månedens læste og jeg må sige at det alle og enhver var nogle ganske fantastiske bøger! 
Jeg synes også, at det er sjovt at se tilbage og se hvor få fantasy bøger jeg læser for tiden, hvor contemporary fylder mere end det har gjort før..

Hvis jeg skulle vælge én bog, der i denne måned har gjort størst indtryk, kan jeg uden tvivl sige at det har været If You Find Me, som jeg også har anmeldt hér

Jeg håber, at jeres måned har været fyldt med lige så vidunderlige bøger!