onsdag den 1. januar 2014

Nyt på reolen #5

Vi kender det vist allesammen, det der med at skulle ud og handle nogle bestemte ting, men UPS så røg der noget i kurven der egentligt ikke var planlagt.. 


Jeg gør det alt for ofte og igen igår på trods af at jeg havde besluttet mig for at holde pause med at købe bøger, så økonomien kunne få lov til at trække vejret en anelse.. 
Min mor og jeg skulle i Bilka for at hente nogle specielle lys, (de der i bøtter med låg på som kan stå udenfor uden at gå ud) som vi skulle have med ud til en lille "lys-ceremoni" vi holdt for min søster igår. 
Vi skulle selvfølgelig lige rundt og kigge og dér midt i det hele var deres udvalg af bøger. Over halvdelen af deres udvalg, er nogle bøger jeg aldrig ville købe til mig selv, men alle de farverige forsider, urørte sider og den duft af bøger overvælder mig alligevel noget så grusomt. 
Jeg går altid lidt rundt, lader som om det er bøger jeg aldrig har mødt før, et enkelt fingerstrøg til de der fanger mit blik og lidt kærlighed til alle de stakkels bøger der endnu ikke har fundet en ejermand at gøre lykkelig. Selvfølgelig er der også bøger jeg overvejer kraftigt om jeg skal springe mit stramme budget på grund af og oftest ender jeg med at overgive mig til mit læselystne sind. Igår var ingen undtagelse og jeg endte med at gå derfra med fire nye bøger..


1) Bridget Jones' dagbog
2) Bridget Jones på randen af fornuft
3) Bridget Jones vild med ham - alle 3 af Helen Fielding.
4) Harry Potter og flammernes pokal af J.K. Rowling.

Bridget Jones bøgerne er nogle jeg længe har villet læse, men ikke har fået købt - så hvor fantastisk var det ikke lige at en 'uskyldig' tur i Bilka kunne fremmane alle 3??
Og den fjerde bog i den fantastisk flotte udgave af Harry Potter. Jeg er nok en af de få skarn der ikke har læst HP bøgerne, (faktisk kun de første 2) og nu er jeg begyndt at samle denne serie ind, så jeg endelig kan hoppe med på Hogwarts Express. 








Rigtig godt nytår til alle I søde væsner og jeg ønsker jer et rart år totusindeogfjorten, forhåbentligt fyldt med eventyr!


Frozen-gifs fordi jeg er i blandt de der har været inde og se den og jeg synes simpelthen bare at den er fantastisk! 
 Ih altså <3

Arbejde og læsning


"Books are the perfect entertainment: no commercials, no batteries and hours of enjoyment for eact dollar spent." 

Jeg er en af de heldige, der har et arbejde der giver mulighed for at få læst eventyr og dejlige historier i stakkevis. 
Jeg arbejder som vågen nattevagt på et senhjerneskadecenter, hvor jeg møder ind klokken kvart i elleve og har fri klokken syv igen. Vi er to nattevagter på arbejde og sidder i hver sin ende af centeret og lytter efter de (for det meste) sovende borgere.
Der er nogle nattebesøg, lidt vasketøj og oprydning i løbet af vagten, men ellers gælder det bare om at holde sig vågen og der har jeg jo luret det smarte i sådan en stilling:
Jeg kan læse løs og blive betalt for det! 


Det er ren forkælelse og jeg synes simpelthen bare at det er for rart.