tirsdag den 5. december 2017

'Hun bad selv om det' af Louise O'Neill

{Reklame: bogen er en gave fra Gyldendal Ung}

"Ordet kommer helt automatisk. Nej. Nej. Nej. Det er det eneste, jeg siger i øjeblikket. Det føles lidt, som om jeg kompenserer for dengang, jeg burde have sagt det, men ikke kunne. Hvor jeg ikke fik chancen for at sige det. Nej."



Titel: Hun bad selv om det. Forfatter: Louise O'Neill. Sidetal: 392. Udgivelsesår: 2017 (originalt: 2015). Forlag: Gyldendal Ung. 

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.

Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.


"Hun bad selv om det." En så ækel sætning, men alligevel en så spot-on titel, til en bog som denne.
Det er en bog, der rammer hårdt og præcist og en bog der fortæller en historie så skræmmende, sørgelig og så vigtig, fordi det er noget der sker overalt, hver dag endda, i vores samfund. Et moderne samfund, med lovgivning og retssystemer og rettigheder. Og dét er næsten det mest skræmmende ...

Med sin bog konfronterer Louise O'Neill os med voldtægt. Med hvordan det normalt bliver håndteret, med de spørgsmål der med garanti bliver stillet ved situationer som Emmas, med et system der er sat så forskruet sammen allevegne, at det er offeret der bliver sat spørgsmålstegn ved og ikke gerningsmanden.
For åbenbart er der ting, man åbenbart kan tillade sig, at tage på, hvis ikke man vil udses af creeps - ting man kan og ikke kan, hvis ikke man vil være et offer.
O'Neill og Emma viser os hvor dybt chokerende og hjerteskærende virkeligheden er. 

Der er en sag fra sidste år, med en eller anden stor svømmedreng, der voldtog en pige og fik 6 måneder for det - for dommeren var urolig for, at svømmedrengen ville tage skade, af længere tid bag tremmer. Her er brevet fra offeret til ham, som er utroligt hjerteskærende, men også meget sigende i forhold til behandlingen af voldtægt i verden.

"Ordet fylder rummet op, indtil der ikke er andet tilbage i lokalet. Det er det eneste, jeg indånder (voldtægt), det eneste jeg kan høre (voldtægt), det eneste jeg kan lugte (voldtægt), og det eneste jeg kan smage i munden (voldtægt)."

Slutningen er en jeg både hader og elsker - hader, fordi det er normen og det gør mig så ked af det. Elsker, fordi den er hudløst ærlig og O'Neill har ikke pakket noget ind med den. Hun viser den barske og rå side af det hele og det er naturligvis skræmmende, men også smukt, at hun viser sandheden.

Den sidste del, der kommer nu, er lidt af en spoiler, så stop hellere her, hvis ikke du vil vide mere. 


You have been warned.

Der er nemlig noget ved slutningen, omend jeg synes det er fedt, at O'Neill har valgt den hudløst ærlige udgave, som alligevel generer mig. 
Og det er ikke fordi, jeg helst vil se verden med mine rosenrøde briller, for så naiv er jeg ikke, men jeg kunne godt have tænkt mig en slutning, med et mere positivt twist.
Igen, ikke fordi, jeg ikke kan overskue virkeligheden, men fordi, jeg gerne vil have, at piger i Emmas situation får at vide, at der også er lys, for enden af deres tunnel.
Jeg ved ikke rigtigt, om det giver mening, men slutningen virkede på sin vis håbløs og jeg tror, at det er vigtigt, at vise piger og kvinder som Emma, at der også er styrke og trøst at hente, omend det ikke altid er ved ens nærmeste, hvis I forstår ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar