torsdag den 30. november 2017

'Valget' af Sarah Engell

{Reklame: bogen er en gave fra CarlsenPuls}.

"Du ved, nogen vil kun være venner, hvis man har noget, de kan få. Slik eller legetøj eller en flot glaskugle. Syrien har ingenting. Hvis vi havde olie, var vi blevet hjulpet for længst. Det er jeg sikker på. Folk elsker olie. Folk elsker ikke mennesker." 



Titel: Valget. Forfatter: Sarah Engell. Sidetal: 349. Udgivelsesår: 2017. Forlag: CarlsenPuls.

Hvor meget ville du ofre for at hjælpe en fremmed?

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for.
Men da hun møder en lille pige, der er flygtet alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et valg rykker tættere på.


Politik har aldrig haft min store interesse og jeg må indrømme, at jeg heller ikke tror, at den nogensinde får det. Derfor blev jeg slået lidt ud af kurs i starten, da det gik op for mig, at politik er en stor del af historiens plot. 
Men så stille og roligt, bare lidt efter lidt, hev Sarah mig ind i denne barske, smukke og ærgerligt realistiske historie og her, flere dage efter, sidder historien stadig stærkt fast i mig.

Det der er med 'Valget' er, at det godt kan være, at det er fiktion og at historien er en, som Sarah Engell har fundet på, men den er så virkelighedsnær og jeg kan sagtens se historien spille sig ud for mig i virkeligheden. Ærlig talt, så er meget af det noget, jeg faktisk tror er sket. Ikke alt til punkt og prikke, men følelserne, magtesløsheden og dét med at komme til et land, på jagt efter fred og sikkerhed, men at blive mødt med så meget modstand ... 

"Der findes ikke noget rigtigt. Det er det spændende ved politik. Men også det svære. God samvittighed kan du ikke ændre love med. Du kan ikke ændre noget som helst ud over din egen nattesøvn."

Pyh, jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det hele ... Ikke andet end at sige, at 'Valget' er en sindsygt vigtig bog. At jeg ville ønske, at jeg havde læst den, da jeg var yngre og at jeg håber, at mange unge (faktisk bare folk i alle aldre) vil læse den. At det er en øjenåbner i bogformat og at jeg tror, at den, og bøger som den, kan gøre mennesker til nogle bedre nogen af slagsen.
Den har i hvert fald gjort noget ved mig.


tirsdag den 28. november 2017

Fem små ting #2 - Juleudgaven


Fem små ønsker har skiftet navn til Fem små ting, fordi det passer meget bedre ind i alt det, jeg overvejer til indlæg som dette. 

Anyhow, i dag skal det handle om gaver! Jeg har nemlig fødselsdag om ganske snart og derudover er det jo også jul lige om lidt. 
Jeg har, naturligvis, fået sendt en del ønskesedler afsted til familie og venner (og julemanden ...) og jeg tænkte, at jeg ville dele 5 15 af mine boglige gaveønsker med jer!


🎅 1. 'Voksenlivet er en myte' af Sarah Andersen
Fordi, jeg stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg er voksen og overhovedet vil være det.

🎅 2. 'Harry Potter og fangen fra Azkaban (illustreret)' af J. K. Rowling og Jim Kay
Fordi: must-have, must-own, must-ae ...

🎅 3. 'Our Numbered Days' af Neil Hilborn
Fordi videoen af Neil, der læser 'OCD' højt også nåede min skærm og fordi jeg fik kuldegysninger og tårer i øjnene af det. 

🎅 4. 'The Princess Saves Herself in this One' af Amanda Lovelace
Fordi jeg synes, at titlen er bad-ass.

🎅 5. 'Skyggernes kniv' af Philip Pullman
Fordi jeg endnu ikke har læst bøgerne og absolut MÅ eje de nye smukke udgaver.


🎅 6. 'Papmaché-reglen' af Hella Joof
Fordi Hella er en inspirerende kvinde.

🎅 7. 'The Chaos of Longing' af K. Y. Robinson
Fordi: I need more poetry in my life.

🎅 8. 'Sværd af glas' af Victoria Aveyard
Fordi jeg bare MÅ vide, hvad der skal ske med Mare, efter slutningen på første bog.

🎅 9. 'Godnathistorier for rebelske piger' af Elena Favilli
Fordi hvem vil ikke gerne læse om 100 af historiens sejeste kvinder?

🎅 10. 'Provinspis' af Ditte Wiese.
Fordi Ditte er mega sej og jeg også tror, at karakteren Ida er det.


🎅 11. 'Det lille hus ved floden' af Laura Ingalls Wilder
Fordi: barndomsminder og fordi jeg vil ønske mig 'Det lille hus bøgerne' hvert år til jul, lige indtil min samling er komplet. 

🎅 12. 'Livet i Mumidalen' af Frank Cottrell Boyce
Fordi her kommer Mumiiii og fordi den er virkelig flot. 

🎅 13. 'Nordisk Mytologi' af Neil Gaiman.
Fordi det er Gaiman og det er nordisk mytologi og fordi jeg ikke kan forestille mig en verden, hvor dét er en dårlig blanding.

🎅 14. 'The Sun and Her Flowers' af Rupi Kaur
Fordi Rupi fik mig til at græde med sin bog 'Milk and honey' og jeg vil gerne se, om hun gør det igen.

🎅 15. 'Den sorte kætter' af Leigh Bardugo
Fordi den første bog i 'Grisha'-trilogien tog mig med storm, så selvfølgelig vil jeg have mere.

Derudover har jeg også ønsket mig skoreoler, et spejl, en støvsuger, vinduesviskere (...) og røreskåle, fordi jeg er vel også lidt voksen ...

Hvad har du af spændende bøger på ønskesedlen i år?

søndag den 26. november 2017

Læseliste #2 - Jul '17

“I will honor Christmas in my heart, and try to keep it all the year.” 


Der er kun 5 dage til kalenderen lyder på december og det betyder, at årets julelæsestak er fundet frem.
Jeg har ingen idé om, hvad jeg reelt når at få læst, men disse 5 bøger, er bøger jeg virkelig håber på at nå, inden måneden er omme. 


🎄 Øverst på listen ligger 'Troldeliv Julekalenderbogen', som jeg har planer om, at læse i hver dag. Den starter d. 30. november og der er et par sider til hver dag indtil d. 25. december.
Det burde ikke være helt umuligt for mig og jeg håber virkelig, at den kan bidrage til den daglige julestemning.


🎄 'The Twelwe Days of Dash and Lily' er også at finde i stakken og jeg er lidt spændt på at se, om der er lidt mere julestemning i denne, end der var i den første bog om Dash og Lily. 

🎄 Jeg har intet læst af den populære Terry Pratchett, men da jeg for nogle uger siden faldt over 'Father Christmas's Fake Beard', var jeg ikke i tvivl om, at den virkede lige tilpas hyggelig og spøjs, og derfor røg den med det samme i indkøbskurven.

🎄 'Julen er hjerternes fest' har jeg luret lidt på i butikken og forleden dag endte jeg altså med, også at købe den til julelæsningen. Det er 4 små julefortællinger og jeg kan godt lide ideen med, at jeg kan tage de her små bidder ad gangen, i en ellers travl december. 

🎄 Sidst, men ikke mindst, har jeg også tænkt mig at læse 'Nisseole på farten', som er en meget lille og meget kort nissehistorie. 


Har du nogle særlige læseplaner her i december? 

fredag den 24. november 2017

Bogforum 2017 - All them bookish goodies!

{Reklame: dette indlæg indeholder gaver fra forlag}.

Intet Bogforum uden nye bøger og andre godter til reolerne og lejligheden, og på trods af, at jeg i år har begrænset mine køb meget, er jeg alligevel kommet hjem med en masse fantastiske ting, takket være skønne forlag og forhandlere. 


'En kuffert fuld af skabninger' købte jeg på HarperCollins Nordics stand, da de solgte den til kun 80,- (!!!). Det er en så lækker sag, som jeg længe har sukket over og jeg kan stadig ikke helt fatte, at jeg var så heldig, at få den til sådan en god pris.
'Flosset' af Cecelia Ahern har fået vildt gode anmeldelser og da den søde dame på Politikens Forlags stand satte skriggule '50 kr.'-klistermærker på, skulle jeg slet ikke tænke over det. Jeg greb bare bogen og satte kurs mod kassen, inden de fortalte mig, at de havde begået en kæmpe prisfejl. 
Sidst, men ikke mindst, købte jeg 'Det gyldne kompas' af Philip Pullman i den nye og smukke udgave på Gyldendals stand, da de både havde sat den ned og jeg derudover havde fået et rabatkort til standen, som jeg selvfølgelig måtte (!) udnytte. 


Igen i år havde Arnold Busck lavet goodiebags til bloggere og jeg blev SÅ overrasket over både hvor tung den var (!) og hvor smækfyldt med lækre sager den også var.
I den gemte der sig 'På Bornholm må man græde overalt' af Martha Flyvholm Tode, som jeg allerede læste samme aften, 'Min notesbog', der er udgivet ved Politikens Forlag og 'Tilbage til Black Rabbit Hall' af Eve Chase, hvis skrivestil skulle minde om Kate Mortons. 

Derudover var der også et ChriChri magasin, fine Arnold Busck blyanter, lidt chokolade, bogmærker og de fineste klistermærker, som jeg glæder mig til, at bruge i min Bullet Journal.
Alt dette gemte sig i det fantastiske WAWCAS-net, som jeg er flittig bruger af (det er nu mit 3. net).



Ved Politikens Forlag fik jeg også en goodiebag, hvori 'Min geniale veninde' af Elena Ferrante, 'Konfekt' af Annemette Voss, 'Julens sange' (gav min mor samme sæt sidste år og jeg er vild med, at jeg nu også har mit eget!), samt Maren Uthaugs 'Ting jeg gjorde'-kalender for 2018 gemte sig. 
Godterne gemte sig i et skønt 'I *hjerte* books'-net og derudover var der også det fine gule 'Mirror Mirror' net i goodiebaggen. 


Ved Plusbog modtog jeg dette fine net, hvori der var bogmærker, en farveblyant og 'Vagten' af Peter Terrin. 

Derudover fik jeg jo også skønne bøger og gaver ved YA-arrangementet og så endte jeg også med, at købe et par boglige julegaver på messen.
Dermed lykkedes det mig på magisk vis igen at komme hjem med en stor stak skønt læsestof, en hulens masse fine net og en del andre lækre ting. 

Kom du også hjem med en masse nyt? 

onsdag den 22. november 2017

Bogforum 2017 - Signeringer

{Reklame: dette indlæg indeholder anmeldereksemplarer og gaver fra forlag}.

Den største del af Bogforum er selvfølgelig, at få set alle de forfattere du holder af og hvis bøger du har elsket. Derfor er dét, at få signeret dine eksemplarer af disse forfatteres bøger naturligvis også en kæmpe del af hele oplevelsen og år efter år medbringer jeg en masse bøger og placerer mig i diverse køer, for at få et navn skrevet i dem. 
I år har jeg tænkt mig, at dele disse skønne skriblerier med jer og here they come: 


'Stalker' af Michella Rasmussen, 'Over sløret' af Nicole B. Rødtnes & 'Valget' af Sarah Engell ('Valget' er en gave fra CarlsenPuls).


'Odinsbarn' & 'Evnen' af Siri Pettersen (og mine skræmmende punktummer fra YA-arrangementet ('Evnen' er en gave fra Høst & Søn)). Jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at jeg ikke tog 'Råddenskab' med til Bogforum, men jeg tror på, at jeg møder Siri igen. 


'Den dag jeg glemmer' & 'De dør begge til sidst' af Adam Silvera (<3 (begge bøger er gaver fra Gyldendal Ung)). 


'Skæbnemageren' af Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel, samt et fint postkort jeg fik til signeringen. 


'Troldeliv Julekalenderbogen' af Peter Madsen og Sissel Bøe, samt en lille 'Troldeliv: Halen'-pixibog, som forlaget uddelte i signeringskøen.


'Kvinden i toget' af Paula Hawkins, 'Mørkets søn' af Tina Sanddahl og Jeanette Hedengran & 'I det øjeblik var jeg din' af Mhairi McFarlane ('I det øjeblik var jeg din' er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic).

Er du også helt tosset med, at møde forfattere og få dine bøger signeret? 

mandag den 20. november 2017

Bogforum 2017 - Søndag d. 12.11

Søndag morgen fik jeg pakket bilen, tjekket ud fra Danhostel og så drog jeg afsted til det eksklusive YA-arrangement, som jeg har skrevet mere om her.
Det tog en god del af formiddagen, men det var også på SÅ mange måder den perfekte start på den sidste dag.



Først på mit egentlige program stod Paula Hawkins og signering af hendes bøger, så efter YA-arrangementet (og lidt frisk luft) tullede jeg over i køen dertil, så jeg kunne få signeret mit eksemplar af 'Kvinden i toget'.


Derefter stod Adam Silvera på programmet igen og ham måtte jeg selvfølgelig se.
Denne gang snakkede han om homoseksualitet i hans bøger, hvordan det er miljøbestemt og ændrer sig fra sted til sted. Han talte igen om hans tatovering og viste den også frem til publikum - jeg elsker virkelig ideen bag den.
Jeg har endnu engang et lille klip med rystende hænder og dårlig lyd, men her taler han blandt andet om, at være vokset op i Bronx og senere i livet at få et arbejde inde i byen: 




Så blev det tid til at se Ditte Wiese og hun er bare lige så herlig i virkeligheden, som på de sociale medier!
Hende og Eva Lucia snakkede om Dittes bog 'Provinspis' og om hovedkarakteren Ida, der finder sine omgivelser afsindigt kedelige. 

Det lyder til, at være en af de sjældne rå og hammer ærlige ungdomsbøger, hvor Ditte har droppet dét, at pakke det ind i vat og gøre det hele lidt mere rosenrødt. 'Provinspis' er uden tvivl røget ret langt op på min to-read liste, efter at have set og hørt Ditte tale om den. 


Jeg havde egentligt mere på programmet derefter, men jeg kunne mærke, at jeg var godt brugt og med den lange tur hjem i tankerne, valgte jeg at trække mig tilbage og finde mine ting, min bil og efter et par (laaange) timer også min lejlighed i Sønderborg.

Tak for en skøn weekend til arrangørerne bag Bogforum, til alle de hjælpende hænder, til forlagene og deres mange fantastiske forfattere, og selvfølgelig også til mine medbloggere og alle de skønne mennesker, jeg har mødt i løbet af weekenden.
Vi ses forhåbentligt næste år! 

lørdag den 18. november 2017

Bogforum 2017 - Lørdag d. 11.11

Lørdag startede mere roligt ud (jeg fik lov til, at sove til længere end kl. 04) og min dag var heller ikke komplet tæt pakket, omend jeg alligevel endte med, at løbe rundt til alt (typisk). 


Dagen startede ud med, at se søde Katja blive interviewet af Haidi W. Klaris omkring 'Sjælehenteren'. Det blev til et spændende oplæg, hvor de snakkede om religion, om hvad Katja selv tror på - eller nærmere håber på, nemlig at vi får en chance mere, når vi engang tager videre.
Derudover snakkede de selvfølgelig om Ravens fremtid og også om Katjas andre projekter.
Det blev også til lidt oplæsning af en af Katjas yndlingspassager i bogen - en lille bid af Døden, Jahve, Lucifer og selvfølgelig også Raven. 



Derefter farede jeg hen, for at få signeret 'Troldeliv - Julekalenderbogen' af Sissel Bøe og Peter Madsen. Køen var, for once, til at overskue og jeg fik både et lille citat af Sissel og selvfølgelig endnu en skøn tegning fra Peter. 


Jeg nåede lige, at få lidt af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls oplæg omkring 'Mørkets søn'-trilogien med, hvor der blev læst lidt op ad den første bog og hvor der bagefter blev tid til en lille signering på standen. Jeg har virkelig nydt de første 2 bøger i trilogien og jeg ser meget frem til den 3. og sidste også.


Efter en kort middagspause blev det tid til at se Siri Pettersen, der talte om hendes trilogi 'Ravneringene'.
Jeg havde, naturligvis, set forkert på programmet og kom derfor forsent og fandt en lidt ringere plads i den massive folkemængde, der var mødt op for at se hende. 

Jeg nåede ikke, at få særlig meget med - både på grund af min dårlige placering, skod-hørelse og mit besvær med, at forstå norsk, men Siri er SÅ sød og heldigvis skulle jeg jo også se hende søndag.
Med lidt besvær fandt jeg også frem til hendes signering og det var simpelthen lykken. 


Jeg har endnu ikke læst noget af Paula Hawkins, men jeg havde møvet hende ind på mit program og fik set hende i auditoriet.
Det var ret spændende, at høre om hendes skriveprocesser, hvordan hun startede med at skrive noget chick-lit lignende, men hvordan det bare blev mere og mere dystert, indtil hun fandt ud af, at hun var skabt til krimier/thrillers. 



Derefter blev det, langt om længe, tid til et af Bogforums højdepunkter for mit vedkommende, nemlig Adam Silvera. Jeg havde set ham i presseloungen tidligere på dagen, men åh, at endelig få mit Silvera-fix var fantastisk.
Jeg har lavet et lille filmklip fra interviewet og på trods af baggrundsstøjen og mine rystende hænder, kan man vist godt fange, hvad essensen af hans personlighed er:




Sidst, men ikke mindst, stod Hella Joof på programmet, som blev interviewet af intet mindre end en præst.
De fik hurtigt sat en hyggelig psykolog-samtale-stemning op, hvor Hella smed skoene, blev lagt til rette på sofaen og talte om hendes barndom, hvad hun egentligt tror på og hvad hendes fremtidige projekter indebærer. 
Hun er SÅDAN en rar kvinde, der er fængende at høre på, har en skøn holdning til livet og deler glædeligt ud af alt det lys hun finder. En perfekt slutning, på en Bogforums-lørdag!


Lørdag aften skulle jeg traditionen tro, spise sammen med en sød flok bloggere og det var hyggeligt som altid, at catche lidt op med nogle og sætte ansigt på andre - et efterhånden uundværligt lille arrangement, hvis I spørger mig.

torsdag den 16. november 2017

Bogforum 2017 - Fredag d. 10.11

Fredagen startede tidligt ud for mit vedkommende og allerede klokken 04.13 ringede vækkeuret, der skulle sørge for, at jeg kom op og fik gjort mig klar, så jeg kunne forlade lille Als klokken 06. Jeg pakkede bilen, tog en tur forbi bageren og så var jeg ellers på vej mod Korsør og Sabrina, så Sorø og Sascha og SÅ Amager og Bogforum og en fantastisk dag.


Første punkt på programmet var, at få signeret mit eksemplar af 'Stalker' ved søde Michella Rasmussen. Hun var som altid rar at snakke med og vi talte lidt om hendes kommende projekter, som jeg glæder mig meget til. 


Derefter gik jeg lidt rundt og osede, ind til det blev tid til endnu en signering - denne gang ved søde Nicole B. Rødtnes, hivs bog 'Ilttyv' jeg købte, da den landede i boghandlerne. Det er en bog, der har fået virkelig meget ros, så jeg glæder mig naturligvis til, at læse den (og de efterfølgende bøger). 


Senere stod Kenneth Bøgh Andersen, Lars Gabel og 'Skæbnemageren' på programmet og de snakkede om hvordan deres graphic novel kom til, at den har været længe undervejs og lidt om de specielle effekter, man har mulighed for at lave med en graphic novel, frem for en almindelig bog (og også kort om de ting der ikke kunne lade sig gøre). De blev interviewet af Thomas Thorhauge, som jeg vist også nævnte sidste år - han er nemlig så engageret og passioneret en interviewer og han gjorde oplægget dobbelt så spændende og skægt med sin væremåde.
Derefter blev det selvfølgelig tid til en lille signering og på trods af lidt bøvl med Poschatuschen-der-ikke-ville-tegne, så blev det så fint! 



Så var det langt om længe blevet tid til, at se den dygtige Mhairi McFarlane, som simpelthen virker SÅ sød og glad!
Hun talte blandt andet om, at skrive bøger om kvinder, som kvinder gerne vil være. Den lidt klodsede Bridget Jones-type, der dog, i stedet for at ærgre sig som Bridget, kæmper videre og går efter det bedste liv, hun kan få. Den stærke, beundringsværdige kvinde. 
Derudover sagde hun følgende om bøgernes plot: "Someone meets someone and it changes their life." Hvilket er så sandt, omend det pludselig lyder så simpelt. Hovedrollerne møder nogen - ikke én der fuldender dem, for det er de stærke nok til selv at klare, men én der skupper dem i den rette retning. En dessert, om du vil, hvor kvinden er sin egen hovedret - nok til at klare sig selv, men de fleste af os, kan godt lide et stykke kage også, ikke? 
Lyden var desværre herre dårlig under interviewet, så jeg fik ikke halvdelen med, men det jeg rent faktisk hørte var mindeværdigt. Skøn og dygtig kvinde!


Efterfølgende trissede jeg lidt rundt og faldt overrasket over Meik Wiking, der talte om hans nyeste bog, 'Den lille bog om LYKKE'. Overraskelsen lå ikke i Meik som sådan, omend han var ganske interessant at lytte til, men nærmere intervieweren, Niko, min bror. De to talte lidt om, hvor store ord "Jeg er lykkelig" egentligt er, i forhold til den engelske vending "I am happy" og derfor også oftest er en svær følelse at opnå. Derudover talte de også om, at det kan være sundt at begrænse sine valg - både på grund af forventningens glæde og for at gøre situationer mere overskuelige.
Det var lidt spøjst, at falde over interviewet og mindst lige så spændende, at lytte til samtalen mellem de 2. 



Da Frederik Backman desværre måtte melde afbud, blev Anne Mette Hancock det sidste punkt på fredagens program. Jeg kom lidt for sent, så jeg nåede desværre kun at få slutningen med. Anne Mette og Abdel var dog et spændende match og jeg nåede da at få med, at hun har deadline på næste manuskript d. 1. januar, at 2. bog forventes at udkomme omkring juni næste år og at hun har skrevet kontrakt på hele 5 bøger i serien. Det var så fedt at høre og jeg glæder mig til mange flere bøger af hende.


Derefter gik jeg rundt og kiggede lidt rundt på standende, inden jeg takkede af for en fantastisk fredag og bevægede mig tilbage mod vandrehjemmet, en dyne og noget tiltrængt ro til et overfyldt hoved.