mandag den 18. september 2017

Fantasyfestival 2017: Lørdag d. 16.09.


Lørdag var første dag på fantasyfestivalen i Esbjerg og selv om jeg kom lidt senere derind end ellers planlagt, så var det en skøn dag fyldt med mange herlige indtryk.

Jeg nåede ikke særlig langt ind på festivalen, før jeg spottede søde Rikke og Mads stå og sludre med søde folk fra Forlaget Facet og jeg fik langt om længe mødt Sidsel Sander Mittet, hvis bøger jeg elsker og hvis Krønike om Morika, jeg er betalæser på, Sebastian der har stået for al kontakt og som simpelthen er så rar og derudover var Charlotte Fischer, hvis bog, 'Sjælevandrer', udkom tidligere på måneden og som jeg virkelig ser frem til, at læse.


Derefter drog vi lidt på eventyr, hvor vi fandt flotte illustrationer, lavet af BechArt og som prydede nogle vægge på første sal.
I nærheden af illustrationerne sad Boris Hansen klar med kuglepen, så jeg fik signeret hans nyeste bog, 'Akkanas Gåde'.
Da sulten også stille havde meldt sig, bevægede vi os udenfor, hvor vi hurtigt fandt vejen til et madtelt, der blandt andet serverede pandekager. De var, på trods af en klodset marmeladeplet på min t-shirt, hammer lækre og lige præcis, hvad jeg trængte til.



Lidt efter min ankomst tidligere på dagen, havde jeg med krydsede fingre sneget mig hen og forhørt mig, om der tilfældigvis var kommet nogle afbud til Lene Kaaberbøls interview, hvilket der heldigvis var.
Derfor satte jeg mig spændt og stolt ind i salen, for intervieweren var ingen andre end søde Rikke, der simpelthen klarede det  godt og Lene og Rikkes samtale var virkelig interessant.
Jeg elsker Lenes bøger, men jeg har faktisk aldrig været til et interview med hende. Derudover har jeg faktisk været lidt skræmt af hende, hvilket nok mest hænger sammen med hendes høje status i mine øjne, men jeg slappede hurtigt af til oplægget, for hvor er hun en helt igennem skøn, sjov og jordnær person. Det var tankevækkende, at høre hende tale om sit arbejde og dét indtryk hun efterlader, for det var tydeligt, at selv om hun tit får det at vide, så er hun ikke helt klar over, hvor vigtig hun er for læsningen, for litteraturen og for os der forsvinder ind i hendes bøger. 



Efter interviewet med Lene løb vi videre hen til Våbenkammeret, hvor Sidsel Sander Mittet snakkede om hendes bøger og blandt andet også om de mange forskellige slags kærligheder der findes i både bøgerne og i hendes eget liv.
Det var et vildt interessant og tankevækkende oplæg og Sidsel er en vildt passioneret fortæller. Derudover brugte hun virkelig pladsen og lokalet, og hun vandrede frem og tilbage (i nogle HELT vilde sko, som jeg sikkert havde brækket begge ben (og arme, nakke og næse) i, hvis jeg selv havde forsøgt mig ...), mens hun talte.
På et tidspunkt refererede hun til et af mine betalæser-notater og først tænkte jeg "... skrev jeg seriøst det?" og bagefter fangirlede jeg lidt "HUN VED HVEM JEG ER!" (surprise, Malene!), hvilket jeg forsøgte, at slå casually hen - om det lykkedes mig, er jeg ikke så sikker på.
Til gengæld kunne jeg slet ikke skjule min glæde, da jeg så det store stof banner af 'Sandsnogens bid' og genkendte bloggens navn - det er store sager, for en lille blogger som mig!



Med de oplevelser i rygsækken var første dag på Fantasyfestival slut og jeg kørte uendeligt glad derfra.

2 kommentarer: