torsdag den 17. august 2017

'Through the Woods' - Emily Carroll

"I dreamt I choked
and choked
  and choked."


Titel: Through the Woods. Forfatter: Emily Carroll. Udgivelsesår: 2014. Sidetal: 208. Forlag: Margaret K. McElderry Books.

Five mysterious, spine-tingling stories follow journeys into (and out of?) the eerie abyss.

These chilling tales spring from the macabre imagination of acclaimed and award-winning comic creator Emily Carroll.

Come take a walk in the woods and see what awaits you there...


Det lyder lettere creepy, gør det ikke? Altså, det var det også det meste af tiden og at læse den i nattens mulm og mørke var måske ikke den fedeste idé, taget mit sarte sind i betragtning. 
Det tilføjede selvfølgelig kun til uhyggen, hvilket, hvis jeg selv skal sige det, næsten også er det eneste, denne bog havde kørende for sig.

"But the worst kind of monster was the BURROWING KIND.
The sort that crawled into you and made a home there.
The sort you couldn't name, the sort you couldn't see.
The monster that ate you alive from the inside out." 

Bemærk at jeg siger næsten; for hold da op, hvor var tegningerne fantastiske (og skræmmende), flotte og noget for sig selv. Det var virkelig dem, illustrationerne, der gjorde denne læseoplevelse noget værd. 

For historierne, omend de skræmte mig til tider, gav faktisk ikke nogen som helst mening for mig. Jeg dykkede ned i en historie, der så gjorde mig bange, så sluttede den og efterlod mig med et stort fedt spørgsmålstegn i panden på mig, der fjernede al frygt med forvirring.
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det var meningen, at det skulle forvirre læseren, eller om jeg bare slet ikke er skarp nok til, at finde hoved og hale i ordene ...
Jeg er dog temmelig sikker på, at jeg i hvert fald ikke er målgruppen, på trods af, at jeg virkelig er fan af bøger, der får mig til at føle. 
Hvis bare de ikke får mig til, at føle mig dum ...

søndag den 13. august 2017

Serie søndag #14: Calendar Girl


Bøgerne er en gave fra forlaget LOVEBOOKS.

Mia Saunders skal skaffe 1 million dollars til at betale sin fars spillegæld. Hurtigt. Siden hun var barn, og hendes mor forlod familien, har hun taget sig af sin far og søster, og også denne gang beslutter hun sig for at tage sagen i egen hånd. Alting virker håbløst, for Mia er bare en 24-årig servitrice med skuespillerdrømme – men så bliver hun tilbudt et job hos Exquisite Escorts. Opgaven er enkel: I løbet af det næste år skal Mia tilbringe hver måned sammen med en ny mand i en ny by. Om 12 måneder vil gælden være betalt. Og Mias liv forandret for altid.


Denne serie er simpelthen så skør, hammer dramatisk, til tider en smule overdrevet og så er den vildt fantastisk og totalt vanedannende!

Mia Saunders er vildt skøn, hun er omringet af nogle helt vildt fantastiske mennesker og fyrene, oh my, de fyre ... De er alle (eller næsten alle altså, for selvfølgelig er der nogle freaks iblandt ...) til at savle over og jeg har helt klart fundet nogle nye book-boyfriend favoritter i løbet af Mias vilde år som escortpige.

'Calendar Girl' er svær at beskrive, men det var virkelig som, at se en eller anden vild sæbeopera, hvor du bare ved, at dét her, det bliver en helt særlig og skør rutsjebanetur, men samtidig er du også klar over, at det er en tur, du ikke for noget i verden må gå glip af.

Det er totalt sært, at sidde med en stak bøger der, som jeg nævnte før, til tider en smule overdrevet og endda en anelse langt ude, men samtidig også er en af de bedste og mest herlige (og heftige) serier, jeg længe har læst, hvis ikke nogensinde.
For hver gang jeg rystede på hovedet, trak jeg også i smilebåndet og alle de gange, jeg havde lyst til at fnyse, bredte der sig samtidig en varm følelse i min krop. 
De scener, som får mig til, at føle mig fjollet, når jeg skal genfortælle dem, er også scener, der gjorde bøgerne endnu sværere, at lægge fra mig igen og dem der gjorde, at jeg slugte det hele råt

Det er SÅ svært, at samle alle mine tanker og beskrive hvad disse bøger har gjort ved mig. Jeg kan dog fortælle jer, at jeg er meget taknemmelig for, at have været med på Mias eventyr og at det virkelig er en serie og historie, jeg ikke synes, at du bør gå glip af.


tirsdag den 8. august 2017

'Uovervindelig sommer' - Alice Adams

"... Venskab og kærlighed er det eneste, vi har, der er noget værd. Alt det andet er bare støj på linjen."



Titel: Uovervindelig sommer. Forfatter: Alice Adams. Udgivelsesår: 2017 (originalt: 2016). Sidetal: 314. Forlag: Gads forlag.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gads forlag.

Fire venner. Tyve år. Fire uventede skæbner.

Eva, Benedict og søskendeparret Sylvie og Lucien er uadskillelige venner, men da de bliver færdige på universitetet i 1998, skilles deres veje.

Eva har i årevis været håbløst forelsket i playboyen Lucien. Nu er hun ivrig efter at komme videre og samtidig lægge sin socialistiske opvækst bag sig ved hjælp af en karriere i bankverdenen. Benedict, som længe har været forelsket i Eva, kaster sig over en Ph.d., mens Sylvie og Lucien fører en mere bohemeagtig tilværelse.

Men efterhånden som de alle fire lægger de sorgløse 20´ere bag sig, må de hver især erkende, at ikke alle deres drømme er blevet til virkelighed. Hver især opdager de, at de længes efter både deres ungdom og hinanden. Knuste hjerter og kuldsejlede karrierer fører firkløveret sammen igen på en måde, som ingen af dem nogensinde ville have forventet.

Uovervindelig sommer er en atmosfærefyldt roman om at komme videre i kølvandet på de skuffelser, livet kan byde på, og en stærk påmindelse om, hvor stor betydning kærlighed og venskab har i en verden, der er i stadig forandring.
 


Denne bog overvældede mig ikke rigtigt. Det var bare denne historie om fire venner og deres små kampe om at finde deres plads i livet. Der var ikke store sving på spændingskurven, som chokerede mig som læser, men nærmere bare en stille historie, hvor jeg fik lov til at følge deres udvikling og se, hvordan deres liv udfoldede sig.
Historien var okay, dynamikken i gruppen var interessant, men der var én ting, der gjorde, at jeg ikke kunne ligge bogen fra mig.
Én følelse, for at være helt specifik: følelsen af genkendelse.

""Jeg havde det, som om vi var uovervindelige," sagde Lucien.
"Dengang vi var unge, mener jeg. Vi var ikke dumme; jeg vidste godt, at livet ikke ville være sådan altid, men jeg havde alligevel ikke fattet det, hvis I forstår, hvad jeg mener.""

Det var denne følelse af genkendelse - mindet om selv at have været yngre (og mere naiv), med store planer for fremtiden (en skemalagt én af slagsen endda), med enorme forventninger og forhåbninger for hvad der skulle ske og så følelsen af at blive ramt hårdt i hovedet af realiteten. 
Realiteten af at alt ikke kan planlægges, uforudsigelige og uventede ting sker, drømme ændres (eller du ved, dør) og allerede nu, som 24-årig, er jeg placeret 35(... 83961) kilometer fra det sted i livet, jeg troede, at jeg ville være ved på nuværende tidspunkt.
Bogen handlede om livet, om hvor uforudsigeligt det kan være og om, at det faktisk ikke altid er en skidt ting og det kunne jeg virkelig godt lide bogen for. 

Så nej, det var ikke en nyskabende eller banebrydende historie, men alligevel formåede den at holde mig interesseret og den efterlod mig meget eftertænksom.

lørdag den 5. august 2017

'Kalamit' (Fortropperne #3) - Brandon Sanderson

"Min far kunne godt lide mennesker, der var direkte. Han sagde altid, at han hellere ville sværtes til af en person, der mente det, end blive smilet til af en person, der ikke gjorde."



Titel: Kalamit (Fortropperne #3). Forfatter: Brandon Sanderson. Udgivelsesår: 2017. Sidetal: 424. Forlag: DreamLitt. 

Dette er et anmeldereksemplar fra DreamLitt.

Fortropperne er splittede. 

Siden sejren over Regalia i Babilar, og den konsekvens sejren havde, har David og de andre Fortropper levet i skjul. Den eneste måde at bekæmpe de episke på er ved hjælp af andre episke. David har opdaget sandheden bag de episkes svaghed, og Fortropperne gør sig nu klar til at stå over for deres største udfordring nogensinde. De vil bekæmpe mørket i de episke og dræbe den mægtigste af dem alle. Men for at gøre det kræver det hjælpen fra én særlig episk – og han befinder sig i saltbyen Ildithia, det gamle Atlanta.


Hvor var det absolut fantastisk, langt om længe at sidde med denne bog i hænderne. At slå op i bogen, at læse side efter side og at få en afslutning på en helt vildt spændende og god trilogi.
Dog var det også en ufattelig bittersød oplevelse og jeg tog mig virkelig min tid om at læse denne bog - for når jeg nåede til sidste side, så var det jo helt slut. 

Jeg er stadig helt vild med Sandersons evne til at bygge så stort, gennemført og flot et univers op. Der er tydeligvis tænkt over hver en detalje og jeg elskede denne bogs setting, i saltbyen Ildithia, der blev brudt ned ugentligt og bygget op igen: en by i konstant bevægelse. Det var fascinerende og det tilføjede også lidt til spændingen i historien, med konstant skiftende baser og planer der skal tilpasses bevægelsen af byen.

Vores kære fortropper bliver for alvor sat på prøve i 'Kalamit' og de bliver tvunget til, at kæmpe mod en de har kær - en prøvelse der både tynger dem, men også virkelig ryster dem sammen som gruppe.

"Verden er blevet sindssyg. At slå følge med den lader til at være den eneste løsning." 

Alle disse prøvelser fortropperne bliver sat for, tyngede naturligvis også stemningen i bogen. Humoren var der stadig og Davids spøjse metaforer lige så - bare ikke på lige så højt et niveau, hvilket giver mening, taget i betragtning af hvilken situation de står i. Jeg kunne dog godt mærke, at humoren i høj grad var noget af det, som jeg har været gladest for i de andre to bøger.

Derudover følte jeg, at der manglede en eller anden form for gnist i historien og derfor faldt slutningen også lidt fladt i min optik.

I 'Kalamit' viser det sig, at det hele er lidt mere komplekst end som så. Altså, læseren (og fortropperne) finder svarene på alle de spørgsmål, vi har stillet i løbet af trilogien; jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg kan lide svarene. 

Alt i alt var det stadigvæk en god afslutning, jeg synes bare ikke, at den lever helt op til de andre to bøger i trilogien, desværre.