onsdag den 18. januar 2017

'Varulvens forbandelse' (Ulfhedin-sagaen #2) - Mette Sejrbo

"Kroppen ville ikke lystre ham. Det ville ikke med. Monstret i ham. Afmagt og raseri tørnede sammen, og han kæmpede en indædt kamp for at overvinde uhyrets overlevelsesinstinkt. Han ønskede ikke at leve mere, men det nægtede at give efter for hans vilje."



Titel: Varulvens forbandelse (Ulfhedin-sagaen #2). Forfatter: Mette Sejrbo. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 470. Forlag: Candied Crime.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren Mette Sejrbo.

Emilie må sande, at hendes værste frygt er blevet til virkelighed, præcis som Thursrunen spåede. Vølverne kastes ud i en dramatisk jagt på den mand, hun lukkede ind i sit hjerte. Men kan Emilie gøre, hvad kaldet kræver af hende? Kan hun dræbe ham, når de står ansigt til ansigt?
Imens kæmper Jonas en indædt kamp om sin egen krop. Ulven lokker med et ukompliceret liv uden smerte og skyldfølelse, mens hans menneskelige side nægter at glemme kvinden, han elsker. Vred og desperat følger han et spor, der måske kan ophæve forbandelsen og sætte hans familie fri.
Men ikke alt er sort og hvidt, og mens vølvernes jagt på varulvene spidser til, sniger den mørke sig tættere på sin udvalgte pige end nogensinde før.


'Varulvens forbandelse' er endnu en nervepirrende, hæsblæsende og mystisk bog fra Mette Sejrbos side. 
Jeg havde temmelig svært ved at se hvordan historien kunne komme på rette køl igen, efter den hjerteskærende og knusende slutning i 'Heksens kald', men Mette kom virkelig godt efter det. 

I denne bog bliver vi, på både godt og ondt, sat ind i Jonas og hamrammenes historie, hvilket jeg syntes var virkelig spændende (og skræmmende ...).
Det gav et lidt klarere billede af hvad vølverne er oppe imod og så gav det også lidt stof til eftertanke, for, med fare for at lyde kliché, så er alle ikke ens, vel? Det samme gælder vores små ulvevenner.


Bogen holdt mig også på kanten af sofaen hele historien igennem, fordi jeg godt kunne fornemme at faren var lige rundt om hjørnet, men egentligt ikke fik noget decideret klart billede af hvilket hjørne det drejede sig om, hvilket var sindssygt spændende og igen: virkelig nervepirrende!

"I et sidste forsøg samlede hun alle kræfter og kæmpede for at komme op på knæ. Hun gled i sit eget blod og faldt stønnende sammen."

Jonas var min klare favorit i denne bog, mest fordi han midt i alt, stadig holder hovedet koldt og fokuserer på opgaven foran ham, hvor Emilie, der i et desperat forsøg på at dulme sin sorg og sit knuste hjerte simpelthen træffer så mange overmodige og dumdristige beslutninger. Jeg skiftede mellem at ville kramme hende, som hun aldrig er blevet krammet før, til at ville ruske i hende så meget, at hendes hjerne blev kickstartet igen - for let's face it, den glemte hun et par gange i bogen ... 

Heldigvis slutter 'Varulvens forbandelse' et nogenlunde fornuftigt sted (i hvert fald sammenlignet med etteren ...), men jeg ser alligevel virkelig frem til at læse den tredje (og måske sidste?) bog i Ulfhedin-sagaen og til at se hvordan Mette vil samle alle trådene!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar