søndag den 6. november 2016

'Før jeg forsvinder' - Paul Kalanithi

"Jeg var nødt til at finde en anden måde at leve på - med døden som en voldsom gæst, der kom og gik - hvor jeg vidste, at selv om jeg var døende, så ville jeg, indtil jeg faktisk døde, stadig være levende."



Titel: Før jeg forsvinder. Forfatter: Paul Kalanithi. Udgivelsesår: 2016. Sidetal: 224. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

En dybt bevægende erindringsbog af en ung neurokirurg, som står ansigt til ansigt med en terminal kræftdiagnose og prøver at finde svar på spørgsmålet: Hvad gør livet værd at leve, når døden pludselig banker på? 

Paul Kalanithi var 36 år og på nippet til at afslutte ti års uddannelse som neurokirurg, da han fik konstateret lungecancer i stadie 4. Den ene dag var han en læge, der behandlede de døende, den næste var han en patient, der kæmpede for sit liv. Paul Kalanithi døde i marts 2015, mens han skrev på denne bog. Hans efterladte hustru har skrevet bogens efterskrift.


Jeg er normalt ikke en der læser biografier, men Paul Kalanithis historie er ikke 'bare' en biografi: det er en bog fyldt med erindringer, der måske egentligt fungerer mere som en dagbog.
Det er minder om hans liv op til, hans liv under og, takket være hans kones efterskrift, også livet efter hans sygdom. 
Der er noget både smukt og desperat over dét, at læse ordene om livet, Pauls liv, skrevet af en mand der er klar over, at dette meget vel kan blive hans sidste ord.

"Jeg ledte efter et ordforråd, som kunne gøre døden forståelig, så jeg kunne finde en ny måde at definere mig selv på og langsomt begynde at bevæge mig fremad igen." 

Paul styrede direkte mod sit mål som neurolog - et fag han var fandens dygtig til. Han brændte dog også for litteratur - både for at læse, men også for at skrive, og dét er virkelig noget, der skinner igennem ordene i bogen. 
At hjælpe de syge var han exceptionel til, men at sætte ord sammen, var absolut også et af hans store talenter.

Paul og hans familie inviterer læseren indenfor, i den sværeste tid i deres liv og det var så rørende, smuk og tankevækkende et besøg.
Vi får lov til at komme helt tæt på den identitetskrise en dødelig sygdom skaber og på trods af at det er en hjerteskærende situation og historie, så efterlader den læseren lidt mere taknemmelig. 

Taknemmelig for den tid vi endnu har, for at blive mindet om hvilken gave livet er og for at have fået lov til, at lære en mand som Paul at kende - også selv om at det først blev efter hans død.

Det der dog virkelig gør bogen smuk, er at den handler om Pauls sygdom, ja, men den handler faktisk mere om at være levende. Som det øverste citat af Paul beskriver, så var det vigtigt for ham, at være i live, indtil han døde - noget der gik op for ham, da han netop fik sin dødsdom og noget som vi, eller i hvert fald jeg, ofte glemmer. 

Det hele handler lidt om, ikke at tage livet for givet og at kæmpe for og værdsætte det vi har.

"Jeg blev invalid, da jeg ikke længere havde forpligtelsen til at tage mig af de syge som drivkraft - som en løber, der krydser målstregen for så at kollapse."

2 kommentarer:

  1. Skøn anmeldelse - jeg er stadig lidt på tæerne over, om jeg skal læse den eller ej, men det hælder mest til ja-siden. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, gør det! Den er barsk, men også så smuk. <3

      Slet