mandag den 26. september 2016

Gæsteblogger #1 - Linette Harpsøe


Mit navn er Linette Harpsøe, jeg er 26 år gammel og er aktuel med ungdomsromanen Exilium - De Fejlfødte. Bogen er første bind i en science fantasy trilogi, hvor næste bind forventes at komme på gaden i 2017. Jeg debuterede fra forlaget DreamLitt d. 26 september i år og er at finde på diverse messer bl.a. Herlufsholm til oktober og BogForum i november. Jeg har skrevet de sidste 10 år, men de sidste fire har været motiveret af drømmen om en dag at blive antaget af et forlag. 

Da Malene søgte forfattere til at bidrage med en fortælling baseret på blot tre ord, måtte jeg simpelthen være med. Inspirationen kom med det samme og jeg syntes det var en rigtig god udfordring. Det kan kun anbefales at prøve!

Vil du vide mere om mit forfatterskab eller Exilium, så besøg endelig min hjemmeside. Der kan du også tilmelde til mit nyhedsbrev.

Ellers er Facebook stedet hvor jeg er aktiv med diverse nyheder og konkurrencer.

Mange hilsner, Linette Harpsøe



Dette gæsteblogger-tiltag, går ud på at gæstebloggeren modtager 3 ord (udvalgt med random-word-generator) og så skal skabe noget kreativt ud fra dem. Læs nærmere på det originale indlæg her og skriv endelig, hvis du har spørgsmål.

Linette fik ordene:
· KÆMPE - FLYDENDE - PARADIS ·


Efter i morgen
Af Linette Harpsøe

Han var nødt til at holde fast. Fingrende viklede sig ind i de bløde og alligevel stride hår. Med hele kroppen holdt han fast, imens jorden under ham blev mindre og mindre.
Vi flyver, tænkte han med det ene øje åbent. Vi flyver rigtigt.
Skyerne kom tættere på, jorden blev mindre. Huset hvor mor og far og lillesøster Auda lå og sov var så lillebitte, at det til sidst var på størrelse med en knappenål.
Og så forsvandt det.
Et overdådigt lys eksploderede og jog alle farver bort.
Er jeg blind?
Niklas åbnede øjnene – denne gang begge for rigtigt at se.
Han var ikke blind.
”Hvor er vi?” spurgte han.
”Hvor tror du?” Dyret der bar ham svarede ham. Stemmen var grødet og godmodig.
”Du taler.”
”Troede du jeg var stum?”
Niklas løsnede grebet om hårtotterne.
”Giv ikke slip,” forklarede dyret. ”Hvis du falder af, kan jeg ikke hente dig tilbage. Det gør ikke ondt. Bare hold godt fast.”
”Er du sikker?”
”Selvfølgelig. Du er min passager og jeg er din kæmpe.”
”Du er en hund.”
Dyret lo. Det kom helt nede fra dyrets mave og fik Niklas til at bumle på dens ryg. Han kunne ikke se dens snude og øjne, ikke med mindre det kæmpe dyr krængede nakken.
”Er du bange, passager?” spurgte dyret.
Niklas rystede på hovedet og tænkte på sin familie. ”Hvis min lillesøster var her, så ville hun være bange. Hun kan ikke lide højder. Hun skriger altid når far skubber gyngen for højt.”
”Du er modig.”
”Hvor skal vi hen?”
”Til Paradis.”
”Paradis?”
”Frygt ikke, passager, jeg vil føre dig sikkert frem.”
”Jeg tror ikke jeg skal til Paradis.”
”Hvorfor ikke?”
”Mor og far sover stadig. Jeg må ikke være ude så tidligt. Jeg skal altid sige når jeg går.”
”Din mor og far har givet dig lov.”
”Har de?” Niklas rynkede panden. ”Men hvad så med Auda? Kommer hun også med til Paradis.”
”Ikke i dag.”
”Men snart?”
”Du vil ikke bemærke tiden der går. Hun kommer når det er hendes tid som passager.”
Det funklende klare lys startede som en lille plet, indtil det blev større og større. Så stort at Niklas måtte lægge hovedet bagover for at få det hele med.
”Er det Paradis?” spurgte han og så ud over det flydende landskab, hvor børn legede mellem hinanden, grinende med armene i vejret. De så glade ud. ”Har deres mor og far sagt de må lege?”
”Du skal ikke bekymre dig om mor og far.”
”Men kommer de og hente mig når jeg skal hjem?” Niklas gav slip og landede på jorden da dyret landede på græsmarken og sænkede hovedet for Niklas’ skyld.
Dyret så på Niklas, studerede ham, før det lagde sig på maven, strakte benene og så dovent ud over de grønne omgivelser hvor børnene klædt i hvidt legede mellem træerne.
”Løber du ud og leger med de andre børn hvis jeg lover dig, at din familie nok skal komme?”
Niklas nikkede og klappede dyret en sidste gang før han forsvandt hen over den nærmeste bakke i fuld firspring efter en gruppe vilde drenge. Det var slet ikke til at se, der hvor bilen havde ramt ham for bare et lille døgn siden.

5 kommentarer:

  1. Sikke et super fint indlæg!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Og ja, Linette har virkelig skabt noget skønt her! <3

      Slet
  2. Oh my - kuldekys! Virkelig fin historie, altså :D

    SvarSlet
    Svar
    1. PRÆCIS min reaktion! Så fin! <3

      Slet