tirsdag den 23. februar 2016

'Nowhere but here' (Thunder Road #1) - Katie McGarry

“The world is a huge place. How will you know where you fit in, unless you explore beyond your comfort zone?” 



Titel: Nowhere but here (Thunder Road #1). Forfatter: Katie McGarry. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 496. Forlag: Harlequin Teen.

Seventeen-year-old Emily likes her life the way it is: doting parents, good friends, good school in a safe neighborhood. Sure, she's curious about her biological father—the one who chose life in a motorcycle club, the Reign of Terror, over being a parent—but that doesn't mean she wants to be a part of his world. But when a reluctant visit turns to an extended summer vacation among relatives she never knew she had, one thing becomes clear: nothing is what it seems. Not the club, not her secret-keeping father and not Oz, a guy with suck-me-in blue eyes who can help her understand them both. 

Oz wants one thing: to join the Reign of Terror. They're the good guys. They protect people. They're…family. And while Emily—the gorgeous and sheltered daughter of the club's most respected member—is in town, he's gonna prove it to her. So when her father asks him to keep her safe from a rival club with a score to settle, Oz knows it's his shot at his dream. What he doesn't count on is that Emily just might turn that dream upside down. 

No one wants them to be together. But sometimes the right person is the one you least expect, and the road you fear the most is the one that leads you home.


"Stop me if you've heard it before: One girl and two bikers ride together in the cab of a truck... Yeah, I know. I haven't heard the joke myself, but I sure feel like the punch line."

Som sædvandelig var det legende let at dykke ned i McGarrys skriverier og lade alt omkring mig forsvinde fuldstændigt. Faktisk så let at jeg, da jeg vendte sidste side og lukkede bogen, opdagede at det var tidligt morgen. Det der bare skulle være et kapitel eller to inden sengetid, blev til en all-nighter, helt uden at jeg selv lagde mærke til det og bøger der gør dét ved en, er altid noget særligt. 

Historien er skrevet med skiftende POV's, hvilket virkelig fungerede godt for historien. På den måde blev meget mere af handlingen inddækket og forklaret, og de to hovedpersoner var begge vildt gode at følge.

Noget jeg elsker meget ved McGarrys bøger er, at selvom pigerne er pigede og har flere problemer end hvad godt er, så er der altid bid i dem - selvfølgelig var Emily ingen undtagelse og hun var virkelig underholdende.
Emily er ret sarkastisk anlagt (hvilket jeg selvfølgelig synes er absolut fantastisk) og på trods af, at der bliver vendt op og ned på hele hendes liv, klarer hun sig ekstremt godt. Hun har en lidt stædig (til tider lidt for stædig) holdning til hendes nye tilværelse, men ikke noget der bliver generende eller overdrevet for læseren.

Alle bad-boy klicheerne burde regne ned over Oz, men det gjorde de ikke for mit vedkommende. Han er tilpas flabet, har en meget direkte væremåde og han ligger bestemt ikke skjul på noget. Han er den type, jeg har lyst til at ryste på hovedet af, men alligevel ikke kan undgå at falde lidt fuldstændigt pladask for. 

På trods af hvad det umiddelbart lyder til i indholdsteksten, så handler denne bog ikke udelukkende om gnisterne mellem Emily og Oz. 
Den handler om kærlighed ja, men mere om kærlighed til familien og de nærmeste. Om de bånd man knytter på kryds og tværs til folk, man ikke nødvendigvis er blodsbeslægtede med og om de ofre man er villig til at bringe, for at passe på dem man holder af. 

Selvfølgelig handler bogen også om det vilde liv i en motorcykel-klub og selvom det egentligt ikke er noget der interesserer mig sindssygt meget, så gav det en virkelig spændende kant i historien og det var tydeligt, at McGarry har sat sig meget ind i det, før hun skrev historien.

Bogen var fyldt med overraskelser og var dejligt uforudsigelig. Plottwistet kom lidt bag på mig, men på den fede måde og afslutningen var dejligt afsluttende. Der var ingen løse ender, hvilket på sin vis, giver mig endnu mere lyst til at vende tilbage og lære mere at kende om mine nye venner på Thunder Road. 


“Running is still running.
It doesn't matter if it's a physical move from
one place to another or if it's to within yourself.” 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar