fredag den 12. februar 2016

'Magtens Pris' (Dominic-trilogien #2) - Pernille Vørs

”Det er skræmmende, at jeg ikke er mere bange, end jeg er. Usikkerheden over, hvad der skal ske, lurer stadig, men samtidig gør usikkerheden også noget ved min krop, noget langt nede i mit mørke er vild med det her. ”



Titel: Magtens Pris (Dominic-trilogien #2). Forfatter: Pernille Vørs. Udgivelsesår: 2015. Sidetal: 489. Forlag: Mellemgaard.

Dette er et anmeldereksemplar fra Pernille Vørs.

Catharina og Ian er ikke længere sammen, men glemme ham kan hun ikke uden videre. Hun ved, at hun skal holde sig langt væk fra ham, og som den stædige kvinde hun er, så lykkes det også. Altså lige indtil den dag Ian tilbyder hende et forhold – uden kontrakt – hendes inderste ønske.

Med lynets hast indleder de atter et hæsblæsende forhold, men trusler fra omgivelserne bringer deres samliv i fare. Den tillukkede og overbeskyttende Ian vil ikke involvere Catharina, så hun vælger at gå bag hans ryg for at få svar på de hemmeligheder, han tydeligvis har for hende. Og det, hun finder frem til, tvinger hende til at overveje, om det er noget, hun kan leve med.

Vil Ian nogensinde være i stand til at åbne sig op? Kan han gengælde hendes kærlighed? Er det kun gennem sex, han kan vise sine følelser? Catharina ved ikke sine levende råd, og mens spørgsmålene hober sig op, drages hun dybere og dybere ind i Ians dystre og fascinerende magtverden.



Denne bog startede virkelig godt ud! Efter bruddet med Ian, synes jeg virkelig at Catharina blomstrede. Ja, hun var trist og følte sig ensom uden ham, men eftersom hun ikke havde Ian til at styre hende længere, fik hun sin gamle kampgejst og hendes sarkastiske og selvstændige personlighed tilbage - en personlighed jeg virkelig heppede på.
Samtidig klædte bruddet overraskende nok også Ian. Han var stadig business-like og kold, men han blev en smule mere underdanig og jeg nød, når han indrettede sig efter Catharina og hendes meninger f.eks. i forbindelse med arbejdet. 

Det hele holdt sådan cirka den første tredjedel af bogen og derfra gik det desværre en smule ned ad bakken igen... 
Catharina går tilbage til at være Ians nikkedukke og Ian går tilbage til at være dukkemesteren og selvom jeg virkelig forsøgte, at ignorere den gnavende følelse af irritation over dette og acceptere, at det åbenbart er sådan historier om dominerende mænd skal være, så kunne jeg ikke helt. For sandheden er, at jeg virkelig ikke bryder mig om, at se Catharinas gejst forsvinde sådan, bare fordi hun er forelsket. Ians humørsvingninger og hvordan han skiftevis fortæller hende, at hun er hans og ingen anden må få hende, for efter at kaste hende væk, giver ingen mening for mig. Jeg har virkelig svært ved at acceptere, at det er sådan det absolut skal være i sådanne bøger og specielt i denne. 

Jeg lagde bogen fra mig flere gange, men jeg kunne ikke lægge den helt fra mig på noget tidspunkt - mine tanker blev ved med at kredse om den - på godt og ondt - og dét viser, at Vørs skriver utroligt fangende og godt. Bogen blev altså læst ret hurtigt og trods mine irritations-momenter, var jeg fanget af historien. Den var spændende, den var følelsesladet og der var spørgsmålet om en trussel, som de måtte se i øjnene sammen, der blev ved med at forfølge mig og stadig gør. 

Historien var også til tider frustrerende, for i mine øjne er vores hovedpersoners største problem, at de er så desperate for at gøre hinanden lykkelige. 
De valg de træffer, for at tilfredsstille den anden part, er dét der ender med at rive dem fra hinanden og det var svært at stå på sidelinjen og se dem forsøge så mange gange og se dem være så ivrige for at please hinanden, når det havde den fuldstændigt modsatte virkning.

Dog sker der altså nogle ting i bogen, som jeg absolut ikke forstår. 
Ians sidebeskæftigelser, rummet bag liljen og så afslutningen, der fyldte mig med så meget gru, at jeg har svært ved at se, hvordan denne trilogi kan afsluttes på en positiv måde for vores hovedpersoner.
Især disse grusomme scener, er hvad der trækker ned for mig i sidste ende. For historien var god, den var fangende og Ian og Catharina vokser på sin vis, selvom de mister nogle dele af sig selv.
Men... Der er nogle ting jeg bare ikke kan forstå eller acceptere, uanset om det er fiktion eller ej og derfor har bogen fået den karakter den har fået.


”Jeg kan ikke holde synet af ham ud, jeg væmmes ved ham og det, han har gjort ved mig. Væmmes ved os, og hvad vores forhold har drevet os ud i.” 

Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil læse den sidste bog i trilogien - for det har jeg absolut tænkt mig, men ikke nødvendigvis af positive årsager - jeg vil nemlig bare have svar. Jeg vil have denne, forhåbentligt helvedes gode, forklaring på, at tingene skulle gå som de gjorde. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar