mandag den 21. september 2015

'Fars lille pige' af Mary Higgins Clark

"Hun vidste ikke, at hun skreg, før hun var næsten hjemme, og Ted og Genine Cavanaugh kom løbende ud i baghaven og så deres mindste datter komme farende ud af skoven med udstrakte arme, der var indsmurt i søsterens blod." 




Titel: Fars lille pige. Forfatter: Mary Higgins Clark. Udgivelsesår: 2005 (originalt: 2001). Sidetal: 234. Forlag: Aschehoug. 

Ellie Cavanaugh var kun syv år, da hendes teenagesøster, Andrea, gik ud en aften for aldrig at vende hjem. Hun vidste, at Andrea i al hemmelighed var sammen med en ung fyr, men hun sladrede ikke til sine forældre, og næste dag fandt hun sin søsters lig. 


Toogtyve år senere skal den mand, som blev dømt for mordet, prøveløslades, og han står stadig fast på sin uskyldighed. Ellie arbejder nu som dybdeborende journalist på en stor avis og vil én gang for alle bevise hans skyld. Hun er stadig præget af en gnavende dårlig samvittighed over søsterens død og en stor hævntørst. Hun tager alle midler i brug, men det er ikke ufarligt, og hun hvirvle snart ind i en hæsblæsende jagt på en snedig og desperat morder. 




Dette er en bog, som jeg har åbnet og lukket utallige af gange, igennem de sidste mange år - ja, nok en 7-8 stykker af dem. Krimier har aldrig været min foretrukne genre, men der var bare et eller andet ved denne bog, der fangede mig og selv om, at jeg kunne lide bogen, så fandt jeg aldrig rigtig ud af, hvad det rent faktisk var. 

Min puls nåede aldrig til det høje punkt, som jeg ville tro, den ved en krimi skulle være, dog nød jeg bogen. Jeg var nysgerrig og spændt og jeg var bestemt også nervøs på vores hovedpersons vegne, men jeg var heller ikke i tvivl om, hvor historien førte hen. Jeg havde nemlig fra start af, en ret god fornemmelse af, hvordan det ville gå. 

Ellies søgen med lys og lygte efter retfærdighed og en acceptabel afslutning var interessant at følge. Selvfølgelig fordi jeg også selv ville have retfærdighed, men også fordi, Ellies kamp mod skyldfølelsen var så tydelig. Hun ville naturligvis have morderen bag lås og slå, men hun ville også kunne give slip - få fred i sindet. 

Noget andet jeg godt kunne lide var, at Ellie i historien, er ved at skrive en bog om mordet og alt der hører med - det kunne godt føles som om, at det var selve bogen hun havde skrevet, som jeg læste - hvis det giver mening. Jeg er ikke helt sikker på, om det rent faktisk er sådan det skal virke, eller om jeg bare satser på, at bogen har en dybere mening, end den egentligt har. 

Slutningen var jeg dog ikke tilfreds med. Den latterliggjorde, i mine øjne, nærmest resten af historien og jeg blev efterladt med følelsen af, at forfatteren enten havde for travlt med at udgive, til rent faktisk at skrive en ordentlig afslutning, eller om hun ikke selv vidste hvad pokker der skulle ske.
I hvert fald følte jeg, at der blev bygget op til den helt store finale, der simpelthen så bare faldt fladt på ganske få sider og ovre var det så...


På trods af den lidt skuffende slutning, var det dog en ok læseoplevelse. 

"... Og jeg sværger, at jeg kunne læse min mors og fars tanker, som de sad bag ved anklageren: Ellie, du skulle have fortalt os det; du skulle have fortalt os det." 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar