onsdag den 17. september 2014

"Stjålet" - Lucy Christopher

"Du bortførte mig til sandet og heden og støvet og afsondretheden. Og du forventede, at jeg ville elske dig. Og det er det sværeste. For det gjorde jeg... eller... jeg elskede i hvert fald noget derude."





Titel: Stjålet. Forfatter: Lucy Christopher. Udgivelsesår: 2014 (originalt: 2009). Forlag: Carlsen. Sidetal: 281.



16-årige Gemma bliver bortført af den lidt ældre og gådefulde Ty. Han tager hende med midt ud i den australske ødemark, for at de sammen skal begynde på et nyt liv der. Gemma ved, at hun må væk, og at Ty har en forskruet opfattelse af virkeligheden. Men samtidig er hun også helt afhængig af ham og hans kendskab til omgivelserne.Stjålet er Gemmas tanker om nogle mærkelige og foruroligende måneder under Australiens glødende sol. Måneder, hvor linjerne mellem kærlighed og besættelse og venskab og fangenskab udviskes, indtil de næsten ikke er der længere. Næsten ikke..


Denne bog læste jeg en nat ude på arbejdet og jeg kan lige så godt sige det som det er: jeg havde svært ved at lægge den fra mig og når det blev tid til at udføre de forskellige arbejdsopgaver havde jeg bogen i tankerne, indtil jeg fik tid til at tage den op igen. Det er ganske en enkelt en rigtig god bog, der virkelig fik mig til at tænke over tingene. For jo, jeg har da læst og hørt om Stockholm Syndromet og jo, jeg kan virkelig godt se og forestille mig, hvad der sker i offerets hoved, men ligefrem at opleve det på skrift på denne måde, i en historie hvor jeg uden tvivl selv endte med at holde af vores kidnapper Ty, var lettere overvældende. 
Slutningen var god. Den var ok, for det var den slutning jeg forventede. Dog efter at have lært Ty at kende og efter at have oplevet Gemma løsne op og vænne sig til sin situation, var der en lille, naiv og ulogisk del af mig, der ønskede og håbede på noget andet..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar